Flere og flere it-kriminelle er danske

Rasmus Elm Rasmussen - 11-02-2020 09:30

Der var engang hvor digitale svindelnumre foregik ved en SMS eller et telefonopkald på gebrokkent engelsk. I dag er de digitale fupmagere blevet langt mere avancerede i deres metoder, og mange af fupnumre foregår på pæredansk

Mange af de henvendelser danskerne modtager i dag, er skrevet på perfekt dansk, og mange af telefonopkaldene kommer også fra dansktalende personer, der repræsenterer velkendte danske virksomheder eller myndigheder.

”De digitale fupmagere er langt mere snedige i dag end tidligere, og vi skal forberede os på, at henvendelserne kommer til at se endnu mere troværdige ud i fremtiden. Det er derfor yderst vigtigt, at danskerne har kompetencerne til at kunne gennemskue hvornår noget er fup eller ej,” udtaler Bjarke Alling, formand for IT-Branchens udvalg for it-sikkerhed.

En befolkningsundersøgelse foretaget i samarbejde med Dansk Erhverv viser, at 30% af danskerne, svarende til 1,7 mio. borgere, har modtaget falske opkald og henvendelser.

Den digitale kriminalitet er et voksende problem i Danmark – både i forhold til antallet af ramte danskere, men også i forhold til de beløb, det lykkedes at franarre dem.


Læs mere...