Flotte nye HP Envy laptops

edbpriser.dk 08-09-48252 08:03

HP's Envy serie af bærbare og hybrid-PC'er er populære her på EDBpriser, og nu gør producenten klar til at sende nye modeller på markedet.

Læs også: Bling bling computer fra HP - Spectre 13.3 i kulfiber og skinnende metal

De nye HP Envy laptops er blevet tyndere og lettere, men de har stadig masser af kræfter i maskinrummet til at blive brugt til de mere krævende opgaver også.

Tre forskellige Envy modeller

Der kommer to 15,6 tommer Envy modeller og en enkelt på 17,3 tommer, og de bliver tilgængelige med de nyeste i5 og i7 CPU'er fra Intel, eller en konfiguration bestående af en Quad-Core AMD FX 9800P processor og et Radeon R7 grafikkort

I 15,6 tommer størrelsen er der mulighed for at vælge enten en normal bærbar PC eller en hybrid-model kaldet HP Envy x360.

Envy x360 udmærker sig ved at have et 360 graders hængsel, så skærmen kan bukkes omkring computeren og bruges på flere forskellige måder.

HP Envy x360 2016 model

Der er mange muligheder for at konfigurere sin HP Envy computer, der kan få op til 16 GB RAM og en lager-kapacitet bestående af en 2 TB harddisk samt 256 GB SSD.

På display-fronten er der mulighed for at vælge en 4K skærm, og de tre Envy computere har både USB 3.0 porte og en USB Type-C port, der understøtter data-overførsel samt HP's hurtigopladning, som kan oplade batteriet 90 procent på 90 minutter, når computeren er slukket.

Batteritiden er også blevet væsentligt forbedret, da man nu får op til 11 timer ud af den nye udgave af HP Envy x360 mod blot 8 timer på den tidligere.

HP Envy 17,3 tommer model

Læs også: Giv batteriet længere levetid på din Windows 10 laptop

Alle modellerne har desuden lyd fra Bang & Olufsen, og på den store 17,3 tommer model er det muligt at få installeret et optisk drev også.

Pris og tilgængelighed

HP Envy modellerne begynder at komme i butikkerne i løbet af juni, og priserne starter på cirka 6.000 kroner for Envy x360, 6.600 kroner for den almindelige 15,6 tommer Envy, mens 17,3 tommer udgaven vil kunne erhverves fra omkring 8.700 kroner.


Kilder: Pocket-lint og Engadget