Flotte nye XPS bærbare fra Dell

edbpriser.dk 29-12-47737 23:23

Efteråret byder ikke kun på løvfald og blæst, for flere af de store producenter er i fuld gang med at fortælle om efterårets kollektioner på PC fronten.

Først fik vi Microsofts imponerende opbud af nye Windows 10 produkter, og nu har Dell præsenteret de opdaterede udgaver af XPS 12, 13 og 15.

Læs også: Her er Microsofts nye Windows 10 produkter

De nye modeller kommer med et bredt udvalg af hardware konfigurationer, HD og 4K skærme, smalle rammer og mulighed for virkelig lang batteritid.

Dell XPS 15

For at starte med den største nyhed først, meddeler Dell, at deres nye XPS 15 er den mindste 15 tommer bærbar i verden, og den måler blot 17 mm på sit tykkeste sted og vejer 1,8 kg i sin letteste bestykning.

Dell XPS 15

Den lille formfaktor er opnået med en tynd og let indpakning og Dells InfinityEdge design, der tilstræber så smal en ramme som muligt omkring displayet.

Dell XPS 15 kommer med en Full HD 1080p skærm som standard, men man kan også vælge at få den som en 4K touch-skærm, der endda kan gengive 100 procent af AdobeRGB farveskalaen.

På CPU-siden kan man vælge mellem et bredt udvalg fra Intels hylder, lige fra en prisvenlig i3 til en topydende Quad Core i7 processor.

Dell XPS 15 kan også fås med Intels nye Quad Core i5 processor, der er en del af Intels nye 6. generations Core CPU'er.

Hvis du vælger en af de mere kraftfulde processorer, bliver den parret med et GTX 960M grafikkort, så der kommer godt skub i grafikafviklingen også.

Batteriet kan vælges i to størrelser, hvor det mindste vil give 11 timers batteritid, mens det største bringer tiden mellem opladninger helt op på 17 timer.

Læs også: Se lige det her blærede PC kabinet

Priserne starter på $1.000 (omkring 8.500 kroner) for en XPS 15 med 1080p display, og den billigste udgave med 4K skærm starter på $1.600 (ca. 13.000 kroner).

Dell XPS 13

Den næste størrelse i Dells udbud af bærbare PC'er bliver såmænd lanceret som den mindste 13 tommer laptop i verden, og tykkelsen er denne gang røget ned på 15 mm på det tykkeste sted.

Dell XPS 13

Dell XPS 13 kommer ligeledes med et bredt udvalg af Intel processorer og hardware konfigurationer, men denne gang er den højest opløste display mulighed "kun" en QHD+ skærm med en opløsning på 3.200 x 1.800 px.

Dells InfinityEdge design går igen her, og batteriet i XPS 13 giver en imponerende arbejdstid på 18 timer.

Dell XPS 13 kommer til januar, og startprisen er $800 eller cirka 6.800 danske kroner inklusiv afgifter.

Dell XPS 12

Dells mindste model er IKKE verdens mindste 12,5 tommer 2-i-1 hybrid PC, men den er stadig en slank udfordrer med en kampvægt på 1,3 kg.

Dell XPS 12

Trods den lille størrelse bliver Dell XPS 12 alligevel tilbudt med et 4K display sammen med Intels nye CPU'er og hele 8 GB RAM.

Lagerpladsen udgøres af enten en 128 GB eller en 256 GB SATA SSD, og der er også blevet plads til 8 MP bagudvendt kamera og et 5 MP frontkamera.

Prisen starter på $1.000 (8.500 kroner cirka), men så får du også en stærk lille arbejdskammerat.

Læs også: Verdens første hybrid med 4K-skærm

Alle tre modeller kommer med Windows 10.


Kilde: DigitalTrends