Første foto og video af den kommende mindre iPhone 6c

edbpriser.dk 25-01-2016 09:10

Der har efterhånden verseret rygter et års tid om, at Apple barsler med en ny 4 tommer iPhone til de kunder, som finder de nye større iPhone 6 modeller for besværlige at betjene med en hånd.

Og nu har en bruger ved navn Gijs Raggers delt ovenstående billede på det hollandske website One More Thing, som han hævder viser designet på den kommende 4 tommer iPhone 6c til højre for en iPhone 5, der også har en 4 tommer skærm.

Læs også: Li-Fi på vej til iPhone og iPad

Hvorvidt billedet er ægte vides naturligvis ikke, men Gijs Raggers har tidligere lækket billeder af den første iPad Air næsten tre måneder før den blev officielt præsenteret af Apple, så måske er der noget om snakken.

Herunder artiklen kan du se en kort video M.I.C. Gadget, der tilsyneladende har fået fingre i den mindre iPhone, og som viser designet frem.

iPhone 6c ligner sine navnebrødre

Indtil nu har rygterne om iPhone 6c (eller hvad den nu kommer til at hedde - 5se og 6 mini har også været nævnt) ellers gået på, at den både ville få størrelse og design fra iPhone 5 modellerne.

Men på både Gijs Raggers' billede og M.I.C. Gadgets video har iPhone 6c tydeligvis sammen design som iPhone 6 modellerne, hvilket jo også ville give mere mening for en ny mobil fra æblefabrikken.

Indmaden skulle også være identisk med iPhone 6 og omfatte A8 og M8 processorer, et 8 MP kamera og NFC til Apple Pay.

iPhone 6c bliver præsenteret til marts sammen med iPad Air 3

Ifølge vedholdende rygter og en dugfrisk rapport fra den ansete analytiker, Ming-Chi Kuo, bliver den nye iPhone 6c/5se/mini præsenteret ved et event i marts i San Francisco.

Læs også: Interessant design-konceptvideo af iPhone 7 og iOS 10

Her skulle den nye iPad Air 3 også se dagens lys for første gang og måske også Apple Watch 2.


Kilde: MacRumors