Galaxy Note 6 bliver måske stærkere end din laptop

edbpriser.dk 24-09-48307 19:06

Samsung Galaxy S7 og S7 Edge er et par virkelig gode Android smartphones, men hvis du ikke allerede har købt et af Samsungs flagskibe, bør du måske vente på Galaxy Note 6, som ser ud til at blive den bedst bestykkede smartphone fra sydkoreanerne til dato.

Samsung Galaxy Note 6 står til at blive præsenteret til august, og den vil vanen tro blive udstyret med et stort display, som denne gang vil nå de 5,8 tommer og få en 2K opløsning.

Processoren bliver en lynhurtig Snapdragon 823 fra Qualcomm, batteriet lyder på 4200 mAh, og så kommer der hele 6 GB RAM i dyret.

Læs også: Oversigt: Her er forårets bedste Android-telefoner

Dermed kunne Galaxy Note 6 snildt være bedre bestykket end flere af de laptops, der befinder sig rundt om i de danske hjem i dag.

Samsung Galaxy Note 5 og S6 Edge Plus

Kæmpe lager og endnu bedre kamera

Ifølge kilder leger Samsung også med tanken om, at tilbyde Galaxy Note 6 med hele 256 GB lagerplads, hvilket vil være første gang, vi ser en smartphone med så meget indbygget plads - og nok så vigtigt: Dobbelt så meget som de bedst udstyrede iPhone modeller.

Hovedkameraet i Galaxy S7 modellerne er allerede temmelig godt med en meget hurtig autofokus, men Samsung tester efter sigende en Galaxy Note 6 model med infrarød autofokus, der vil gøre den proces endnu hurtigere.

Og så vil Galaxy Note 6 være modstandsdygtig overfor vand og støv efter IP68 standarden.

Læs også: Surface Phone kommer i april 2017

Prissætningen er der endnu ingen gisninger om, men Galaxy Note modellerne er traditionelt et ganske dyrt bekendtskab, der dog plejer at leve op til den pebrede pris.

Kilde: BGR