Gaver på nettet: 5 gode råd der redder julen

edbpriser.dk 21-09-47893 23:30

Fordelene ved at klare julegaveindkøbene på nettet er mange, men er du ikke opmærksom, kan både du og gavemodtageren hurtigt ende med en lang næse.

Har du også planer om at finde gaverne med mus og tastatur, giver chefjurist hos certificeringsordningen e-mærket, Camilla Engel Post, dig derfor 5 gode råd, du bør huske på, inden du trykker køb.

1. Undersøg reklamation og fortrydelse
Næsten 40 pct. af danskerne læser aldrig eller sjældent handelsbetingelserne, når de handler på nettet. Det betyder, at der kan gemme sig nogle kedelige overraskelser under træet.

”Sørger du for som minimum at læse afsnittene om fortrydelse, reklamation og eventuelle særlige vilkår slipper gavemodtageren for en ubehagelig overraskelse, når han eksempelvis finder ud af, at gaven skal returneres til Polen og ikke Danmark, som han måske forventede”, siger chefjurist hos e-mærket, Camilla Engel Post.

2. Betal altid med kort
Når du handler på nettet, bør du altid benytte dit betalings- eller kreditkort. Gør du det, vil du som oftest være dækket af indsigelsesordningen. ”Det betyder, at din kortudsteder tilbagefører pengene til dig, hvis du eksempelvis ikke modtager din vare. Husk også altid at gemme din ordrebekræftelse”, siger Camilla Engel Post.

3. Kig efter e-mærket
e-mærket er din sikkerhed for, at webshoppen lever op til en række forbrugerbeskyttende krav. ”Skulle noget alligevel ikke gå helt som forventet, sidder vi klar til at hjælpe dig og gavemodtageren. Som noget nyt er du nu også gratis dækket af vores køberbeskyttelse på op til 10.000 kroner per handel, når du køber fysiske varer på e-mærkede webshops”, siger Camilla Engel Post.

e-mærket logo

4. Læs om byttereglerne
Undersøg altid, hvor længe gaven kan byttes. Ifølge loven har man 14 dage til at gøre webshoppen opmærksom på, at man ønsker at fortryde og herefter 14 dage til at returnere varen. De fleste netbutikker vælger at forlænge din muligheder for at bytte til slutningen af januar, men det er ikke et krav. Tjek derfor altid, hvad webshoppen skriver om julegavebytning, inden du køber, og gør livet lidt nemmere for modtageren.

5. Åbn altid pakken med det samme
Det er aldrig en god ide at vente for længe med at åbne pakken fra webshoppen. Det er der to gode grunde til. For det første undgår du at stå den 24. december med en forkert vare, du ikke kan nå at ombytte, og for det andet står du bedre i tilfælde af en eventuel fejl eller defekt ved varen.

”Jo før man reklamerer over en vare, des nemmere er det nemlig at bevise, at varen var i stykker fra starten. Har du haft den nye blomstervase til tante Olga stående i to måneder, giver du webshoppen mulighed for at hævde, at du selv er skyld i, at der er revner i den," siger Camilla Engel Post.

Derudover er det altid en god ide at gemme emballagen i tilfælde af en reklamationssag. Mærker, stød og ødelagte hjørner kan nemlig give en indikation af, om pakken har fået en lidt hårdhændet medfart under transporten.

Om e-mærket
e-mærket er den danske certificeringsordning, der arbejder for tillidsfuld e-handel.

Med e-mærket er du som kunde dækket af en køberbeskyttelse med en økonomisk sikring på op til 10.000 kroner per handel, og samtidig bliver den erhvervsdrivende løbende kvalitetssikret af e-mærket jurister, så du er sikret en tryg og gennemskuelig e-handel.

e-mærket er en nonprofit organisation stiftet i 2000 af Forbrugerrådet Tænk, Dansk Erhverv, DI, FDIH, Finansrådet, Dansk IT og HK.