Google betaler astronomisk beløb til Apple for at være den foretrukne søgemaskine i Safari browseren

edbpriser.dk 22-01-2016 13:33

1 milliard dollars om året er prisen Google må betale for at være inde i varmen på Apples iPhone og iPad, og hertil kommer en procentdel af de annoncekroner, som Google hiver hjem denne vej.

Det fremgår af nye informationer fra retssagen mellem Oracle og Google, som Google heller ikke denne gang havde held med at få stoppet, inden de nåede ud til offentligheden.

Læs også: Så meget tjener Google på Android - første læk fra Oracle versus Google retssagen

Det er igen nyhedsbureauet Bloomberg, der kan rapportere fra retsdokumenterne i sagen.

Helt op til 34 procent er gået til Apple

Herfra fremgår det også, at Apple på et tidspunkt har modtaget helt op til 34 procent af Googles annoncekroner fra reklamerne vist i iOS browseren Safari, så det er ikke småpenge, vi taler om her.

Læs også: Interessant design-konceptvideo af iPhone 7 og iOS 10

Ifølge Bloomberg er de dele af retsdokumenterne, hvor oplysningerne fremgår, trukket tilbage igen, men endnu engang må Google ærgre sig over, at de "meget følsomme" og "dybt fortrolige" informationer er sluppet ud.