Google Glass koster kun $80 i komponenter - sælges for $1.500

edbpriser.dk 04-08-46303 19:20

Det er sitet Teardown.com, som har skilt Googles smartbriller ad og regnet ud, hvad den samlede pris er for komponenterne, der er blevet brugt i brillen.

$80 eller rundt regnet 430 danske kroner er alt, hvad Google skal punge ud med for at købe hardware-komponenterne i Google Glass.

Den dyreste komponent koster 75 kroner

Den dyreste komponent i Google Glass er processoren fra Texas Instruments, der koster beskedne 75 kroner.

Herefter følger 16 GB hukommelse (44 kr.), 5 MP kameraet (30 kr.), 1 GB RAM (25 kr.), og selv det futuristiske display koster kun 16 kroner inklusiv glas.

Læs også: Sådan tjener Apple, Microsoft og Google sine penge

Den billigste komponent i Google Glass, batteriet, får tech-giganten for sølle 6 kroner.

Google Glass brugsscenarier

Google sælger Google Glass for 8.000 kroner

At Google så forlanger $1.500 eller mere end 8.000 kroner, kan jo lyde som en vanvittig overpris, men man skal lige huske at medregne de millioner af dollars, som Google har brugt på at udvikle deres Glass-brille.

Hertil kommer, at de cirka 10.000 eksemplarer af Google Glass, der er blevet solgt indtil nu, har været Explorer udgaver, som nærmest kan betegnes som beta-versioner, der skal hjælpe Google med at færdigudvikle og finpudse deres smartbrille.

Læs også: Guide: Kom godt i gang med Google Chromecast

Analytikere mener da heller ikke, at Google vil sende Google Glass på gaden til 8.000 kroner, når de engang er færdige med udviklingen, men at de derimod vil forsøge at ramme en mere acceptabel pris.

Udviklingen af Google Glass har dog uden tvivl været ganske bekostelig, så uanset hvilken pris den kommer på markedet til, kan der godt gå lang tid (hvis nogensinde), før Google kan begynde at indkassere et reelt overskud på Google Glass.

Via: Pocket-lint.com