Google smartwatch kommer snart - Apple iWatch først i 2014

edbpriser.dk 18-11-45758 09:53

Samsung kom først med at præsentere deres GALAXY Gear smartwatch, men nu forlyder det pludselig fra The Telegraph og 9to5Google, at Google allerede er klar til at præsentere deres udgave af et smartwatch i slutningen af denne måned.

Læs også: Samsung GALAXY Gear 2 kommer allerede til januar

Google Gem smartwatch

Google kalder deres udgave af et smartwatch for Gem, og ifølge rygterne bliver Google Gem afsløret samtidig med, at Google præsenterer den nyeste version af Android - kaldet KitKat - den 31. oktober i år.

Google Gem kommer til at fungere som en forlængelse af din Android mobiltelefon, så du kan se email og tekstbeskeder på urets skærm uden at skulle hive telefonen op af lommen.

Samtidig kan du få beskeder fra din kalender, styre din musik, modtage og foretage opkald og sørme også se, hvad klokken er.

Herudover vil Google Gem kunne bruges som skridttæller, indeholde et lille (også målt i megapixels) kamera, samt give mulighed for at diktere emails og beskeder ved hjælp af indbygget stemme-genkendelse.

Læs også: Det her smartwatch er faktisk smart

Googles smartwatch lyder på papiret meget lig Samsungs GALAXY Gear, som har fået en del kritik for ikke at være meget andet end en gimmick, der ikke tilfører noget virkelig brugbart til den mobile oplevelse.

Men så længe Google ikke er kommet med en officiel annoncering, er der naturligvis stadig mulighed for, at de overrasker positivt.

Apple iWatch bliver mere avanceret

Apples bud på et smartwatch har været på rygtebørsen længe, og det mest håndgribelige bevis på, at Apple overhovedet arbejder på et armbåndsur, er, at firmaet fik registreret varemærket "iWatch" i Japan tilbage i juli måned.

Nu kan MacRumors så fortælle, at iWatch bliver et mere avanceret bekendtskab end både Samsung GALAXY Gear og Google Gem, da Apple vil indbygge funktionalitet til at styre udstyr i hjemmet, ifølge en rapport fra Cantor Fitzgerald analytiker Brian White.

En underleverandør fortæller således, at Apple vil gøre iWatch i stand til at styre både hjemmets lys og varme samt afspilning af musik og video på husets multimedie-udstyr.

Læs også: Nissan forbinder smartwatch med din bil

Dette skal ligges sammen med de mange eksperter i helse sensorer og fitness, som Apple har hyret på det seneste, der skal gøre iWatch i stand til at holde øje med brugerens fysiske udfoldelser, puls og sågar niveauet af blodsukker med mere.

Alt dette gør Apples iWatch til klart det mest avancerede smartwatch, vi har hørt om indtil videre. Desværre mener The Telegraph at vide, at iWatch ikke vil komme på markedet før i anden halvdel af 2014.

Det er lang tid at vente, og spørgsmålet er, om nogle af de andre store producenter når at indhente dem i mellemtiden.