Guide: Bedste boks til HBO, Netflix, YouBio, Viaplay

Rasmus Larsen - Flatpanels.dk 19-10-2012 12:32

Hvis du stadig ikke ejer et Smart TV, så har du brug for en medieboks (herunder spilkonsol) for at streame fra Netflix, YouBio, Viaplay og HBO. Det skal du ikke være ked af for i mange tilfælde kan de faktisk være bedre end de apps, der findes til Smart TV.

Som udgangspunkt er den bedste streamingboks den, som du allerede har i hjemmet, og de fleste ejer nok allerede en eller flere på listen.

Men hvad når du skal købe nyt eller står og skal bruge en boks til børneværelset eller sommerhuset? Der er forskellige ting at tage med i betragtningen og her giver FlatpanelsDK et overblik.

Vi kigger blandt andet på billedkvalitet, strømforbrug, opstartstid, apps til smartphone der gør det let at indtaste tekst mm. Listen er ikke sorteret, men er helt tilfældig opstillet.

Nintendo Wii U
Nintendo Wii U er den næste generation af Wii, som netop er landet i Danmark. Wii U introducerer en helt ny controller, der har en stor indbygget skærm.

Wii U har Netflix installeret som standard og i modsætning til den gamle Wii, kan Netflix opleves i Full HD på Wii U.

Netflix kan også opleves på den store skærm på controlleren, som kan tages med rundt i hjemmet. Wii U kombinerer således en fin spilkonsol oplevelse med god Netflix-mulighed. De andre tjenester mangler dog.

Remote: Brug den nye skærm-controller, der er en ret unik Netflix-fjernbetjening.

PlayStation 4
PlayStation 4 er den seneste konsol fra Sony og ligesom med PlayStation 3 vil den understøtte TV-apps. Den er stadig meget ny, så ikke alle tjenester er kommet op at køre, men Netflix er.

Vi afventer stadig flere annonceringer fra de danske streamingtjenester, men er generelt optimistiske.

Sony har sagt, at PlayStation i fremtiden mindre skal tænkes som en boks og mere som en platform, hvilket kan tyde på, at PlayStation måske bliver Sonys platform for TV-apps på flere produkter - måske endda deres TV-skærme?

Remote: PS4 kan styres via en smartphone eller tablet fra PlayStation app. Den kan også styres inde fra Netflix-app’en på din Android/iOS. Når Netflix samtidig kører på PS4 får du mulighed for at styre den.

Xbox One
Med Xbox One har Microsoft skabt en kombineret spilkonsol og TV-boks. Der er fokus på at få masser af TV-apps ind på den, og den vil i øvrigt understøtte Windows-apps i et vist omfang.

Microsoft prøver at knytte Xbox tæt op ad deres Windows-produkter, så der bliver med al sandsynlighed interessante synergier i fremtiden.

Netflix findes som app på Xbox One fra start.

Remote: Xbox One kan bruge SmartGlass som second-screen og fjernbetjenings-app på Windows Phone, Android og iOS.

 

 

Læs mere...