Guide til køb af komfur og ovn

edbpriser.dk 11-10-45854 17:40

Madlavningen er vel det vigtigste, der foregår i et køkken, og det er altså ikke meget madlavning, man får lavet uden et komfur. Dit komfur er altså en central del af køkkenet, og det er derfor smart at undersøge lidt om komfurer, inden man køber et nyt.

Så trænger dit køkken til et frisk pust og et nyt komfur, eller skal du måske købe dit første komfur, er der her en guide, der hjælper dig med at finde frem til det komfur, der passer dig.

Gaskomfur eller elektrisk komfur?

Det er en god idé at starte med at finde ud af, om man vil have et komfur, der bruger gas eller elektricitet.

Foretrækker man en elektrisk ovn og gaskogeplader, er det også muligt at købe komfurer, der kombinerer disse to. Langt det største udvalg findes dog i rene elektriske komfurer.

Du kan søge efter komfurer, der bruger gas, elektricitet eller en kombination her på siden.

Hvilken slags ovn skal dit komfur indeholde?

Når du skal købe et nyt komfur, skal man også overveje, hvilken slags ovn man har brug for.

Mad i ovnen

Man kan få både gasovne og elektriske ovne, men langt de fleste ovne er i dag elektriske ovne. Var dit gamle komfur med en gasovn, kan det være en god idé at købe et nyt komfur, der også har en gasovn.

Ellers kan det anbefales at købe en med elektrisk ovn, da gasovne ofte bliver beskyldt for ikke at varme maden jævnt op, og samtidig kan du vælge mellem et meget større udvalg.

Kogeplader i dit nye komfur

Der er flere valgmuligheder, når det kommer til kogeplader.
 
Har du lagt dig fast på et gaskomfur, skal du naturligvis også bruge gasblus til dine kogeplader. Fordelen er her, at gasblus både varmer hurtigt og jævnt, og så kan du endda lave varm mad i tilfælde af strømsvigt.

Vil du have et elektrisk komfur, er der andre muligheder. Solide kogeplader er nok det, man traditionelt forbinder med komfurer. De har ingen åben flamme, og reducerer altså faren for brand i forhold til gasblus. Solide plader er ofte lang tid om at varme op og køle ned, og bruger lidt mere energi i forhold til andre slags kogeplader.

Til gengæld er de simple og ofte billige.

Man kan også få komfurer med keramiske kogeplader. Her ligger varmeelementerne under en overflade i glas. Det betyder, at overfladen er helt flad og glat, hvor kogesektionerne som regel er markeret med hvide streger.

Denne slags kogeplader giver op til 30% bedre udnyttelse af varmen i forhold til solide kogeplader, og så er de nemme at gøre rene.

Keramisk kogeplade

Varme keramiske kogeplader markeres med et rødt lys, så hvis du er træt af at brænde fingrene på solide kogeplader, fordi kæresten endnu en gang glemte at slukke for varmen, er denne slags kogeplader måske noget for dig.

Komfurer med induktionskogeplader er hurtigt blevet meget populære, på trods af at opfindelsen er ny, og at induktionskogeplader kræver specielle gryder og pander. De skal nemlig have en magnetisk bund, før de kan bruges.

Du kan teste om dine gryder og pander er magnetiske, ved at sætte en magnet på undersiden af dem. Sætter magneten sig fast, kan de bruges til induktionskogeplader.

På overfladen ligner komfurer med induktionskogeplader umiddelbart et komfur med keramiske kogeplader. Det smarte ved induktionskogeplader er, at det er en elektrisk spole under overfladen, der danner et elektromagnetisk felt, som opvarmer dine gryder og pander.

Det er altså ikke overfladen, der bliver varm, men udelukkende gryder og pander. På den måde kan man ikke brænde sig på overfladen, vand og madrester kan ikke brænde sig fast, og den stopper varmen, hvis gryden eller panden fjernes.

Induktionskogeplader er altså uhyre nemme at gøre rene, og varmer også meget hurtigt op.

Prisen på komfurer med induktionskogeplader er dog forholdsvis høj. Leder du efter et billigt komfur, er det nok en bedre idé at købe et komfur med keramiske eller solide kogeplader.

Her på Priser.dk har vi gjort det nemt for dig at vælge komfur ud fra kogeplader, du kan nemlig søge efter præcis de slags kogeplader, du har brug for.

Varme Element Type filter på komfurer på Priser.dk
Varme Element Type filter på komfurer på Priser.dk.

Dit nye komfurs mål og kapacitet

Når du har lagt dig fast på ovn og kogeplader, kan du overveje, hvor bred en ovn du skal bruge, og hvor stor volumen du har brug for.

Bredden på komfurer spænder fra 50 til 120 cm, så der er altså stor forskel.

Der er også stor forskel på volumen i ovne. Prisen stiger, jo større volumen der er, så det er en god idé at overveje, hvor meget plads, du har brug for.

Laver du flere retter i ovnen på samme tid, kan det være en god idé at købe en stor ovn. Ellers er det mest normalt med ovne med en volumen på omkring 60 liter.

Energimærkning


Som med næsten alle andre hårde hvidevarer er komfurer energimærket.

Man kan købe komfurer med en energimærke fra D til A+++.

Derudover kan hver energimærke deles op i -10, -20 og -30%. Det vil for eksempel sige, at et komfur med energimærkningen A -30% er 30 % mere energi effektiv end et komfur med energimærkningen A.

Der kan være mange penge at spare ved at vælge et energieffektivt komfur, så det er altså vigtigt at tjekke energimærkningen, inden du slår hul i sparegrisen, og køber et komfur.

Design af komfuret

Komfurer holdes for det meste i et simpelt og funktionelt design i metalliske eller sorte farver. Det passer ind i de fleste køkkener, og hvis du vil have et billigt komfur, er det dette, du skal holde dig til.

Har du ikke noget imod at betale lidt ekstra, og kunne du tænke dig et komfur i et anderledes design, så er det også muligt. Især komfurer af mærket Smeg har ofte meget vægt på et anderledes design.

Ekstra funktioner

Især til ovnen findes der en del ekstra funktioner på mange komfurer.

De mest nyttige er nok de selvrensende funktioner. Der er 3 forskellige:

AquaClean: Her hælder man vand i en bradepande, tænder for programmet, og tørrer efter med en klud efter 30 minutter.

Katalyse: Ovnen er beklædt med en særlig emalje, der nedbryder fedt, når ovnen kører på mere end 200 grader.

Pyrolyse: Ovnen opvarmes til 500 grader over to timer, hvorefter man kan tørre asken efter madrester og fedt væk med en klud.

Herudover kan en børnesikringsfunktion være en rigtig god idé, hvis der er børn i hjemmet. Den gør det sværere for børn at åbne lågen ind til ovnen, så de undgår forbrændinger.

Man kan også købe komfurer, hvor ovnen har en dampfunktion. Mad tilberedt ved hjælp af dampkogning smager bedre, og maden beholder sin farve, smag og form.

Samtidig er maden sundere, da vitaminer og næringsstoffer i højere grad bliver bevaret ved at tilberede maden ved hjælp af damp.

I den forbindelse kan også elektronisk styring af temperaturen nævnes, da det giver mulig for at styre temperaturen helt ned til +/- 1 grad, hvilket ofte kan give et bedre resultat.

Valg af forhandler

Når du har bestemt dig for et komfur, kan det kraftigt anbefales at sammenligne priser her på siden. Der er ofte mange penge at spare, og du kan nemt finde information om specifikationer og leveringsforhold, inden du bestemmer dig.


Find de bedste priser på komfurer her