Guide til køb af opvaskemaskine

edbpriser.dk 13-11-45854 18:26

Efter aftensmaden virker sofaen for de fleste langt mere attraktiv end den store opvask, der skal tages i hånden. Der er opvaskemaskinen en stor hjælp i mange hjem, da det er meget nemmere at lade den klare opvasken for sig.

Samtidig bliver det ofte renere, end hvis du selv skulle gøre det, man bruger mindre vand, og du slipper for at se på beskidte tallerkener i køkkenvasken.

En opvaskemaskine kan altså være til stor hjælp, og skal du udskifte den slidte opvaskemaskine eller måske købe din første model, så hjælper vi dig med denne guide til at få fat i den helt rigtige opvaskemaskine!

Størrelsen på din nye opvaskemaskine

Til at starte med kan du gøre dig klart, hvor stor en opvaskemaskine du skal bruge.

Det gælder både hvor bred, den skal være, og hvor mange kuverter den skal kunne indeholde.

Antal kuverter henviser til hvor meget service, en opvaskemaskine kan indeholde. En husstand på 4-5 personer har typisk brug for en opvaskemaskine, der kan indeholde omkring 13 kuverter, mens en husstand på 1-2 personer godt kan nøjes med omkring seks kuverter.

Er der kun en eller to i din husstand, kan man overveje en bordopvaskemaskine. De fylder mindre, og er billigere både med hensyn til købsprisen og energiforbruget.

Det er også vigtigt at finde ud af, hvor bred en opvaskemaskine du skal bruge i dit køkken. Så find målebåndet frem, og find ud af hvad du har brug for. Det er ikke sjovt, hvis det først er når du kommer hjem, at du finder ud af, at din nyindkøbte opvaskemaskine er to centimeter for bred.

Når du har styr på dine krav til størrelsen, kan du her på Priser.dk søge efter opvaskemaskiner alt efter det antal kuverter og den bredde, du har brug for.

Filtre på opvaskemaskiner på Priser.dk
Filtre på opvaskemaskiner på Priser.dk.

Fritstående eller indbygget opvaskemaskine?

Ligesom med andre større køkkenmaskiner kan man indbygge sin opvaskemaskine i sit køkken. Det vil sige, at der skal monteres en front, der er holdt i samme stil som resten af dit køkken.
 
Overvejer du denne mulighed, og er dit køkken nogle år gammelt, kan det anbefales først at kontakte din køkkenforhandler, og spørge om lågen, der passer til dit køkken, stadig produceres.

En fritstående opvaskemaskine bliver leveret med en front, og er beregnet til enten at stå under en bordplade eller helt for sig selv, for eksempel ovenpå bordpladen som bordopvaskemaskinen.

Til denne model er design og farve på fronten naturligvis vigtigere end hos den indbyggede opvaskemaskine. Oftest vil man finde en hvid eller metallisk farve og et forholdsvist neutralt design på tværs af modellerne.

Er man mere eventyrlysten og villig til at betale lidt ekstra, kan man dog godt købe opvaskemaskiner med anderledes design og farver, der kan spice ens køkken op.

Electrolux opvaskemaskine

Energi- og vandforbrug

En opvaskemaskine med et lavt energi- og vandforbrug kan spare dig en del penge i det lange løb.

Alle opvaskemaskiner har et energimærke, der løber fra C til A+++. C gives til de opvaskemaskiner, der er mindst energieffektive, mens A+++ gives til dem der er mest energieffektive. Derudover gives Go’ Energimærket til de 20% mest energieffektive opvaskemaskiner på markedet.

Det er også vigtigt, at holde øje med vandforbruget, som kan findes i specifikationerne, og man kan også vælge Vandforbrug som et filter at sortere ud fra her på Priser.dk.

Vandforbruget kan svinge mellem 9-20 liter pr. vask, hvilket er en forskel, man godt kan mærke på ens vandregning.

Så hold også øje med vandforbruget, hvis du vil undgå en vaskemaskine, der frådser med vandet.

Skal du have en hurtig opvaskemaskine?

De fleste opvaskemaskiner bruger cirka to timer på en opvask. Er det vigtigt for dig at kunne vaske hurtigt, kan du tjekke, om der er et lynprogram.

Et lynprogram vil typisk være færdig på en time, men vil højst sandsynligt bruge mere strøm og vand på denne måde. Det er altså lidt dyrere.

AEG opvaskemaskine

Lydniveau

Da opvaskemaskiner som regel står i køkkenet, kan det være irriterende med en opvaskemaskine, der larmer for meget. Der er ikke meget samtale over et samtalekøkken, hvor opvaskemaskinen forstyrrerer snakken.

Lydniveauet for opvaskemaskiner måles i decibel (dB), og rangerer fra cirka 40-55 dB.

Ønsker du en mere lydløs opvask, skal du dog også betale lidt mere for det, da de mest lydsvage opvaskemaskiner typisk også er blandt de dyreste.

Her på siden gør vi det nemt for dig at finde en opvaskemaskine med et lydniveau, der passer dig. Du kan nemlig søge specifikt efter opvaskemaskiner med minimumskrav til lydniveauet.

Fleksibilitet indvendigt i opvaskemaskinen

Der er stor forskel på fleksibiliteten i kurvene i opvaskemaskiner. Vil du gerne være i stand til at vaske store gryder og lignende, er det en god idé at tjekke, om det er muligt at lægge for eksempel tallerkenrækkerne ned.

Fleksibiliteten følger også ofte med prisen, da der ofte er større muligheder for at ændre på opsætningen i de dyrere maskiner.

Ekstra funktioner

Mange opvaskemaskiner kommer med et væld af smarte funktioner, der kan gøre hverdagen lettere.

Man kan få sensorstyring af ens vaskeprogrammer, der regulerer vand- og strømforbruget, alt efter hvor fyldt opvaskemaskinen er.

Nogle opvaskemaskiner med avanceret sensorstyring gør det endda muligt at genbruge rent vand fra forvasken til hovedvasken, hvilket kan give store vandbesparelser.

Der findes også mange programmer, der vasker ved lavere temperatur. Det kan være nødvendigt, hvis du for eksempel vil vaske sart glas, eller hvis du vil spare på miljø, vand og el.

Betyder prisen meget for valget af din opvaskemaskine, skal du nok overveje, om du har brug for en masse ekstra programmer. Hvis der er mange programmer, er prisen som regel også tilsvarende højere.

Gode råd til din nyindkøbte opvaskemaskine

- Hvis du fylder din opvaskemaskine mest muligt op, sparer du mest på vand- og elforbruget
- På trods af at det bliver gjort i mange hjem, så er det faktisk ikke nødvendigt at skylle service af, inden det bliver sat i opvaskemaskinen. Det bliver rent uden problemer alligevel, og man risikerer også at bruge mere vaskemiddel end nødvendigt.
- Stil dit beskidte service i opvaskemaskinen, og husk at lukke døren ordentligt efter. På den måde undgår du, at madresterne tørrer ind, hvilket gør dem sværere at vaske af.
- Begynder din opvaskemaskine at lugte efter et stykke tid, er det en god idé at tømme filteret og vaske og afkalke den. Det vil i de fleste tilfælde fjerne lugten.


Find de bedste priser på opvaskemaskiner her