Her er 2011's 10 bedste film

edbpriser.dk 03-09-43978 20:46

Biografåret 2011 er vel overstået, og det var et spændende filmår med store danske film som ”Drive”, ”Melancholia” og ”Dirch”. LOVEFiLM.dk har derfor bedt de danske filmelskere stemme på den film de mener, er årets allerbedste. Mere end 2.000 personer stemte og 23 procent er enige om, at Nicolas Winding Refns ”Drive” er den bedste film i 2011.

Undersøgelsen er foretaget af LOVEFiLM.dk og filmsitet Filmz.dk for at finde den bedste film i 2011. Og det danske publikum er lodret uenige med juryen i European Film Awards, der for nylig kårede Lars Von Triers ”Melancholia” til årets bedste film, og stemmer i stedet ”Drive” ind på en klar førsteplads, mens ”Melancholia” må nøjes med en plads som nummer ni.

Den uhyggelige ”Black Swan”, hvor Natalie Portman vandt en Oscar for sin præstation, stemmer danskerne ind på andenpladsen med 16% af stemmerne. Tredjepladsen deles af Steven Spielbergs ”Tintin og enhjørningens hemmelighed” og J.K. Rowlings ”Harry Potter & dødsregalierne - Del 2”, der begge fik 15% af stemmerne.
 
"2011 har været et fantastisk filmår, hvor der har været en lang række veludførte blockbustere. At Nicolas Winding Refns 'Drive' ender som danskernes favorit, kommer dog ikke som den store overraskelse, da Refn med Ryan Gosling i førersædet med stor succes formår at blande et personligt drama med thriller-elementer, hvilket har vist sig både at fange blockbuster-folket og arthouse-kenderne", siger Kasper F. Nielsen, der er redaktør på Danmarks største filmsite, Filmz.dk, om undersøgelsens resultat.   


Her er listen over danskernes 10 favoritfilm i 2011.

1. Drive - 23%
En succesrig stuntkører i Hollywood ekstraarbejder som chauffør ved bankrøverier. Han påtager sig at hjælpe sin smukke nabo Irenes mand, men da jobbet slår fejl bliver han skydeskive for nogle af Los Angeles underverdens farligste mennesker. Pludselig befinder han sig på flugt sammen med Irene og hendes søn.

2. Black Swan - 16%
Nina er en utrolig talentfuld, men en skræmmende ustabil ballerina, der er godt på vej til at blive en stjerne. Da hun bliver presset til det yderste af sin ambitiøse instruktør og trues af sin forførende rival, begynder Nina at miste sit greb om virkeligheden. Hun ender i et levende mareridt, som ikke kun er en trussel for hendes forstand, men også for hendes liv.

3. Tintin og enhjørningens hemmelighed - 15%
Da den unge reporter Tintin køber et 200 år gammelt modelskib, finder han i flasken et ledespor til sørøveren Rackham den Rødes skat. Tintin allierer sig med den fordrukne kaptajn Haddock og sammen drager de til Marokko for at finde resterne af det gode skib Enhjørningen.

4. Harry Potter & dødsregalierne - Del 2 - 15%
I den episke finale eskalerer kampen mellem de gode og de onde kræfter i troldmandsverdenen til en altomfattende krig. Aldrig før har der været så meget på spil, og ingen kan vide sig sikker. Men det er Harry Potter, der måske skal betale den ultimative pris, idet han nærmer sig det endelige opgør med Lord Voldemort.

5. Kongens Store Tale - 11%
Det var slet ikke meningen, at han skulle være konge, men da Englands Kong George V dør, bliver den forsagte Bertie pludselig kronet som konge i 1936. Han lider af en talefejl, der gør det svært for ham at fremstå som den stærke leder landet har brug for, da England er på vej i krig med Tyskland.

6. The Fighter - 8%
Dicky og Mickey er halvbrødre, men som boksere er de på vej i to meget forskellige retninger! Dicky har talentet, men mangler dømmekraften. Lillebror Mickey er den mest ihærdige bokser – med de mest ydmygende nederlag! Men da Dicky vender tilbage, gør han alt for at forvandle lillebror fra den evige taber... til en ægte FIGHTER!!

7. Dirch - 5%
København i slutningen af 50'erne. Et stort, forventningsfuldt publikum stimler sammen ned ad Frederiksberg Allé. De er alle kommet for især at se Dirch Passer. Med et blik, en enkelt replik, har han publikum i sin hule hånd. Men i kulisserne lurer dæmonerne.

8. Twilight – Breaking Dawn – Del 1 - 4%
Quileute og Volturi kommer tættere på Edward Og Bella, hvis ufødte barn er skyld i forskellige trusler mod varulvene og vampyrerne.

9. Melancholia - 3%
Planeten Melancholia nærmer sig Jorden. Intetanende bliver Justine og Michael gift, og den storslåede fest afholdes hos Justines halvsøster Claire og hendes velhavende mand John, på deres enorme landsted, hvor de har sørget for en overdådig bryllupsfest. Efterhånden som Melancholia nærmer sig Jorden ophæves flere af dens normale fysiske love.

10. Brudepiger - >1%
Annie, der har passeret de 30, har det hårdt, men hendes liv tager noget af en drejning, da hun går med til at være ledende brudepige for sin bedste veninde Lillian. Opgaven er tæt på at vokse Annie over hovedet, men hun er fast besluttet på at løse den.

Kilde: LOVEFiLM.dk