Her er de største trends i 2016

edbpriser.dk 14-12-2015 12:06

2015 er ved at gå på hæld, og derfor er det naturligt at kigge frem mod det nye år og se på, hvad fremtiden vil byde på.

I Ericssons årlige trend-rapport kortlægges de områder, som forbrugere verden over har fokus på og tro på omkring den nærmeste fremtid.

René Skytte Christoffersen, strategisk direktør hos Ericsson Danmark, siger: “Nogle af rapportens trends kan virke futuristiske, men det afgørende er, at de globale forbrugere udtrykker en meget stærk interesse for nye interaktionsformer og måder, hvorpå man kan optimere rutiner og daglige gøremål.”

Læs også: SSD falder i pris og vil afløse HDD i bærbare i 2018

“Denne efterspørgsel efter nye produkter og tjenester betyder, at vi snart kan komme til at se nye produktkategorier inden for forbrugervarer, samt at hele industrier transformeres for at imødekomme denne udvikling.”

Her er de 10 trends, du kan forvente at se i 2016 og frem:

1. Livsstils-baserede netværk
Fire ud af fem oplever, at de fordele online-tjenester giver, forøges med antallet af brugere. Jo flere der deltager, jo større gavn oplever alle medlemmer.

Globalt deltager 34 procent af forbrugerne i forskellige former for deleøkonomi, og 46 procent er aktive på mere end et socialt medie.

2. Streaming fra barnsben
Teenagere ser dagligt flere YouTube-videoer end andre aldersgrupper.

46 procent af de 16-19-årige bruger en time eller mere på YouTube om dagen og 20 procent af de unge i denne aldersgruppe er oppe på over 3 timer dagligt.

3. Kunstig intelligens afløser skærmen
Kunstig intelligens vil muliggøre interaktion med objekter uden behov for en smartphone-skærm.

Hver anden smartphone-bruger tror, at inden for fem år hører smartphones fortiden til.

4. Virtual reality bliver virkelighed.
Forbrugerne ønsker at bruge virtuel teknologi til dagligdags aktiviteter, såsom at se sport med virtual reality-briller eller shoppe online, hvor en 3D-udgave af en selv kan prøve tøjet.

44 procent ønsker at printe deres egen mad.

5. Intelligente hjem version 2
55 procent af smartphone-ejerne mener, at boligers mursten inden for de næste fem år vil kunne indeholde sensorer, der monitorerer forekomsten af skimmel, lækage og el-problemer.

Dette kan betyde, at hele konceptet omkring intelligente hjem måske skal gentænkes.

6. Intelligente pendlere
Pendlere ønsker at bruge deres tid meningsfyldt, mens man er på farten til og fra arbejde.

I dag er 55 procent utilfredse med mulighederne for at tilgå net og sociale medier på farten, og samtidig udtrykker de et markant ønske om mere individuelle pendlertjenester.

Således svarer 86 procent, at de ville bruge personlige pendlertjenester designet til netop deres behov, hvis de var tilgængelige.

7. Alarm på sociale medier
Sociale medier kan blive den foretrukne måde at komme i kontakt med alarmcentralen.

Halvdelen af forbrugerne tror, at vi inden for 3 år bruger de sociale medier til at kontakte alarmcentralen.

Seks ud af ti forbrugere er også interesseret i en app, der informerer om katastrofer.

8. Indopererede wearables
De nye wearables kan blive interne sensorer, der måler kroppens funktioner og trivsel.

Otte ud af ti forbrugere vil gerne benytte sig af teknologi, der kan forbedre sanseindtryk og kognitive evner, eksempelvis syn, hukommelse og hørelse.

9. Alt vil blive hacket
De fleste smartphone-brugere forventer, at hackere og vira også i fremtiden vil udgøre en risiko.

Forbrugerne mener, at computere og smartphones er de mest udsatte for at blive hacket, men på listen findes bl.a. også banker, rutefly, smart TV og wearables.

10. Vi er alle online journalister
Forbrugerne giver deres mening til kende online mere end nogensinde, f.eks. ved at fortælle om en dårlig oplevelse med en producent eller et produkt.

29 procent af smartphone-ejerne læser ugentligt om andres dårlige oplevelser og 37 procent mener, at online omtale af en korrupt virksomhed har større effekt end at gå til politiet.

Læs også: Denne iPad hastighedstest bør du se

Se en opsummering af de største trends i videoen herunder.