Her er de største Windows 10 nyheder

edbpriser.dk 05-04-47029 02:33

I går aftes dansk tid gik Microsofts CEO Satya Nadella og kolleger på scenen og fortalte om nogle af funktionerne i Windows 10, og så havde de også lige et par hardware overraskelser oppe i ærmet i form af en 84 tommer stor touchskærm til konferencelokalet og HoloLens, der lægger holografiske objekter på den virkelige verden omkring dig.

Windows 10 til alle

Microsofts altoverskyggende mantra omkring Windows 10 er, at det er "et styresystem til alle enheder", og det var også et gennemgående tema i gårsdagens præsentation.

Windows 10 vil således optræde på både PC, tablets og mobiltelefoner, og styresystemet vil overordnet set se ens ud på alle enheder, men der kommer en specielt designet udgave til enheder på under 8 tommer.

Læs også: Outlook.com får "Gem på OneDrive"

Windows 10 vil samtidig arbejde bedre sammen med Xbox, som kan streame spil til din Windows 10 PC, hvis TV'et er optaget, som du kan styre med en controller, og alle enheder med Windows 10 får en Xbox app.

Office-programmer og Outlook vil også være at finde på alle enheder, og ved at synkronisere i skyen på OneDrive vil dit arbejde, din musik og din mail-konto være opdateret på tværs af alle enheder.

Windows 10 Start menu

Fremover vil det det også være muligt at afvikle en PowerPoint-præsentation eller printe trådløst fra en Windows 10 smartphone.

Gratis Windows 10 til Windows-brugere

Microsoft præsenterede også en ny udrulningsplan for Windows 10, der til stor glæde for mange bliver helt gratis.

Alle, som nu bruger Windows 8, Windows 8.1, Windows Phone 8.1 og ikke mindst Windows 7, vil få lov til at opgradere kvit og frit til Windows 10 indenfor det første år efter lanceringen, som i øvrigt forventes at finde sted til sommer.

Cortana kommer til PC

Microsofts svar på Apples Siri, den personlige assistent Cortana, flytter nu også ind på computeren, efter hun har optrådt på Windows Phone 8.1 på udvalgte markeder.

Cortana i Windows 10 på smartphone og en bærbar PC
Cortana i Windows 10 på smartphone og en bærbar PC.

Cortana vil få en fast plads ved siden af Start-knappen, og hun vil svare på både talte og skrevne spørgsmål, fremsøge dokumenter og billeder både lokalt og på OneDrive, og hun kan såmænd også minde dig om, hvor du parkerede bilen, da hun er integreret i en ny kort-app kaldet Maps.

Læs også: Brugerne elsker allerede Windows 10

Hvor personlig Cortana bliver er delvist op til brugeren, da hun har en notesbog tilknyttet, hvor man kan skrive info, som Cortana skal holde med.

Sideløbende med det vil Cortana registrere din gøren og laden, så hun kan komme med forslag baseret på dine interesser. Graden af hendes "overvågning" kan velsagtens defineres af brugeren.

Farvel til Internet Explorer

Som det blev rapporteret tidligere på måneden, bliver Internet Explorer udskiftet med en endnu ikke navngivet ny browser, der indtil videre går under navnet Projekt Spartan.

Windows 10 Projekt Spartan browseren

Spartan browseren får et renere udseende end sin forgænger, og bliver samtidig opgraderet med smarte funktioner som "notat tilstand", hvor man kan tegne på siderne med en stylus eller sin finger, tilføje kommentarer med tastaturet og så gemme det hele i OneNote.

Den nye browser får også en renskuret "læse tilstand", der formaterer websider som en bog, så det er nemt at læse meget tekst, og man kan også gemme teksten til senere læsning.

Cortana bliver også inkorporeret i Spartan, hvor hun vil holde øje med information om restauranter, fly-afgange eller andet, der passer til dine interesser.

84 tommer 4K touchskærm fra Microsoft

Surface Hub hedder en ny 84 tommer touchskærm med 4K opløsning, som Microsoft har udviklet med henblik på mødelokalet.

Surface Hub har kameraer, højttalere, mikrofoner, Bluetooth og NFC indbygget, og touchskærmen er optimeret til stylus-input.

Microsoft Surface Hub

Det er så meningen, at den store skærm kan bruges til møder både lokalt og med eksterne deltagere via Skype, hvor alle så kan se hinanden og det, der bliver skrevet og tegnet på skærmen.

Microsofts HoloLens var aftenens store overraskelse

Microsofts helt store overraskelse var en Virtual Reality/hologram-brille, kaldet HoloLens, som lægger et lag af hologrammer ind over den virkelige verden.

Præsentationsvideoen, som du kan se herunder, viser, hvordan Microsoft HoloLens kan bruges både i hjemmet og på arbejdspladsen.

I hjemmet kan HoloLens skabe en fladskærm på en hvilken som helst flade, og man kan spille og skabe 3D-objekter.

Professionelt bliver HoloLens brugt til at formgive, holde møder og NASA vil bruge brillen til at udforskningen af Mars.

Minecraft med Microsoft HoloLens
"Minecraft" spillet med Microsoft HoloLens.

The Verge fik lov til at prøve nogle meget planlagte demonstrationer, hvor de spillede "Minecraft" i en stue, fik instruktioner til at reparere en lyskontakt over Skype, så en tekniker fra Microsoft bygge et virtuelt 3D objekt og til sidst gå en tur på Mars.

Læs også: Microsoft snart klar med Windows Mobile 10

Imponerende og overbevisende teknologi fra Microsofts side, som har tænkt stort med HoloLens, men hvor meget den så vil kunne i virkeligheden, vil tiden vise, samt om verden er klar til et ekstra lag ovenpå virkeligheden.

Kilde: The Verge