Her er iPhone 4

edbpriser.dk 17-12-42404 17:00

Apple har gjort det til en vane at introducere en ny version af deres iPhone mobiltelefon i juni måned, og i går aftes var turen kommet til iPhone 4.

Denne gang var det dog ikke den store overraskelse, som det plejer at være. En af selskabets ingeniører mistede eller fik stjålet en hemmelig prototype i april. Modellen blev senere købt og afsløret af teknologi-sitet Gizmodo, til Apples store fortvivlelse.

Under gårsdagens præsentation på Apples årlige World Wide Developers Conference (WWDC) henviste topchefen Steve Jobs til episoden ved at sige "stop mig, hvis I allerede har set den", da han trak det nye produkt frem på scenen.

Det var kendt på forhånd, at iPhone 4 ville få et helt nyt design - fladere og mere i tråd med med udseendet på selskabets bærbare computere. Enheden er opbygget af rustfrit stål og keramisk glas.

- Stålrammen fungerer som antenne, hvilket giver os bedre plads til indvendige komponenter, forklarede chefdesigner Jonathan Ive under præsentationen.

Ikke uventet har Apples nye 1 gigahertz A4-processor fundet vej ind i iPhone. Det er den samme processor som den, der styrer iPad, og det giver en klart bedre ydelse og batterilevetid.

"Verdens tyndeste"
iPhone er blevet langt tyndere. Med sine 9,3 millimeter er den 24% tyndere end den foregående generation, 3GS. Jobs kaldte iPhone 4 for "verdens tyndeste smartphone" - HTC's smartphone HD2 måler til sammenligning 11 millimeter men har en større skærm.

Gyroskop
I lighed med de fleste af tidens smartphones har iPhone indbygget accelerometer, som blandt andet bruges til at ændre skærmbilledet fra stående til liggende skærmbillede. Nu får iPhone også gyroskop, som øger mulighederne for håndstyring betydeligt.

Høj opløsning
Skærmen har nu en opløsning på hele 940x640 pixels og 326 punkter per tomme. Dette er mildt sagt en af de mest iøjnefaldende nyheder ved iPhone 4. "Retina Display"-teknologien giver fire gange så mange pixels sammenlignet med den forrige generation af iPhone. iPhone 4 skærmen måler i øvrigt 3,5 tommer.

iPhone 4 fås som sædvanligt i farverne hvid og sort

Videokonference
Højopløste videosamtaler er nu muligt ved hjælp af en funktion, som Apple kalder FaceTime. Programmet følger med version 4 af operativsystemet til iPhone, som herefter skal hedde iOS (tidligere iPhone OS). Navneforandringen er naturlig, eftersom operativsystemet bruges både til iPhone, iPod touch og iPad. (Læs også: Nu multitasker iPhone).

Videokonferenceprogrammet vil på lanceringstidspunktet imidlertid kun fungere over WLAN-forbindelser. Den gode nyhed er, at Apple planlægger at gøre FaceTime til en åben standard, og under sin præsentation refererede Steve Jobs til andre typer FaceTime-enheder, ifølge TechCrunch.

HD video
En anden kærkommen nyhed er, at iPhone nu kan optage HD-video i 720p med 30 billeder i sekundet. Kameraet er opgraderet fra 3 til 5 megapixels, og der er blevet plads til en LED-baseret blitz.

Videoredigering
Et selvstændigt program ved navn iMovie giver brugeren videoredigeringsmuligheder og lejlighed til at dele videoklip direkte fra deres iPhone. Det skulle blandt andet være muligt at lægge musik på sine filmklip uden at behøve at gå omkring ens PC. iMovie købes seperat gennem App Store for omkring 5 dollars.

Batteritid
Batteritiden på iPhone 4 skulle være 7 timer for samtaler, 6 timer ved 3G-surfing, 10 timer ved WLAN-surfing, 10 timer ved videoafspilning, 40 timer ved afspilning af musik og 300 timer i stand by-tid.

Dato og pris i Danmark
iPhone 4 bliver tilgængelig i butikkerne den 24. juni i USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Japan. Danmark er med i den anden lanceringspulje og skulle dermed være tilgængelig her i landet i løbet af juli måned.

De danske priser er endnu ikke offentliggjort, men i USA kommer modellen med 16 GB til at koste 199 dollars, mens 32 GB-versionen kommer til at koste 299 dollars.

Øvrige specifikationer kan læses på Apples produktsider.

Kilder:
Apple
New York Times
Wall Street Journal

Denne artikel blev oprindelig bragt på digi.no