Her styrer en Amiga 2000 varmen

edbpriser.dk 21-12-47422 16:26

Det kan godt være, at din egen arbejdsstation godt kunne trænge til en opgradering, men det er højst sandsynligt ikke noget i forhold til systemet bag den centrale styring af varmen på 19 skoler i Grand Rapids skoledistriktet i Minnesota.

Læs også: Skrivebordet er også dit PC kabinet

Her er det nemlig en næsten 30 år gammel Amiga 2000, der fungerer som kontrolstation for alle skolernes varme og air condition, og forbindelsen til skolerne foregår via et lige så forældet 1.200 baud modem, fortæller Engadget.

Koden er skrevet af en gymnasieelev

Hertil kommer, at det er en gymnasieelev, som skrev koden til systemet i sin tid, og når der går noget galt, er de stadig nødt til at ringe til den nu midaldrende programmør og håbe, at han kan lave det.

Grunden til, at de stadig kører med det - i IT-sammenhæng - ældgamle styresystem, er, at en udskiftning til et nyt og tidssvarende system kan koste op mod 2 millioner dollars, og det er mange penge for de fleste skoledistrikter i USA.

Man må dog erkende, at Amiga 2000, der kom på markedet i 1987, har været en usædvanlig robust computer, når den stadig kører så mange år efter.

Læs også: Retrospektiv: Commodore 64

Der er dog håb om, at en snarlig bevilling vil sikre de fornødne penge til at skifte Amigaen ud med noget nyere - og forhåbentlig bedre...