HP indgår partnerskab med B&O

edbpriser.dk 19-07-47198 14:40

HP har i et stykke tid haft et partnerskab med Beats Audio omkring lydsiden af deres produkter, men siden Apples store opkøb af Beats sidste år giver det ikke den store mening for hverken HP eller Apple at indgå i et partnerskab med en konkurrent.

Det er kommet vores egen Bang & Olufsen til gode, da HP nu har hevet dem ind som partnere til lydsiden i stedet for Beats Audio, hvilket må være gode nyheder ovre på den jyske hede, hvor B&O i længere tid har manglet en gedigen succeshistorie.

Kommer allerede i løbet af foråret

B&O-mærket vil komme på HP's dyrere linjer såsom Spectre, OMEN, Envy og andre udvalgte PC’er, mens B&O Play-mærket vil blive brugt til Pavilion PC’er, tablets og PC-tilbehør.

Læs også: Apple lancerer ny minimalistisk MacBook på 12"

De første modeller fra partnerskabet vil allerede komme på markedet i løbet af foråret, hvor både software og hardware vil blive fintunet af B&O.

HP Spectre
Det er modeller som denne HP Spectre, der fremover vil komme B&O lyd i.

Det resulterer i en isoleret del af bundkortet til lyd, hvilket ifølge HP betyder, at de følsomme lydsignaler ikke unødigt påvirkes, ligesom B&O også indfører et lydkontrolpanel, så HP-ejerne selv kan tilpasse lyden alt efter deres præferencer.

Læs også: ASUS lancerer ekstremt tynd Zenbook UX305

Det er ikke første gang, at B&O indgår et partnerskab med en computerproducent, da flere ASUS-computere, fx Zenbook, også kan fås med input fra det danske firmas lydteknologi.