HP og Microsoft dropper iPad konkurrenter

edbpriser.dk 06-05-2010 12:07

Det er en trist dag for alle, som glæder sig til, at konkurrenterne til Apples tavle computer iPad kommer på markedet. Nu er der nemlig meget, der tyder på, at de mest omtalte udfordrere, HP Slate og Microsoft Courier, slet ikke bliver til noget alligevel.

Det hævder de populære og som regel velinformerede tech-sites Gizmodo og TechCrunch i hvert fald.

Vi har tidligere omtalt de to iPad udfordrere, HP Slate og Courier samt flere af de andre tavle PC'er, som er eller var på vej til markedet - bl.a. ICD's Gemini og spændende nyheder fra Lenovo og Dell m.fl.

Windows 7 får skylden
Ifølge TechCrunch er det kombinationen af en strømkrævende processor og Windows 7, som er hovedårsagen til, at Slate-satsningen fra HP alligevel ikke bliver til noget. Operativsystemet er slet og ret ikke optimeret til berøringsfølsomhed - i hvert fald ikke i forhold til Apples iPad.

Der spekuleres desuden også i, at HP's nylige opkøb af Palm er en del af årsagen, og at HP vil vende tilbage med et nyt produkt baseret omkring webOS senere i år.

HP Slate var et konkret produkt og blev bl.a. hyldet af Microsoft chef Steve Ballmer under CES messen i januar. Microsofts Courier projekt - en sammenklappelig dobbeltskærmsløsning - var stadig på prototype stadiet, da det blev skrinlagt.

Microsoft har ingen planer om at bygge et lignende produkt længere, skriver Digi.no. Du kan læse mere om de skrinlagte tablets i disse artikler (Bemærk at de er på norsk):

Microsoft skrinlægger Courier
HP's tablet er gået i vasken

Denne artikel blev først bragt på DinSide.no