HP Omen er en tynd men potent gamer bærbar

edbpriser.dk 15-02-46813 02:06

HP er ikke normalt en spiller på markedet for fuldblods gamer bærbare, men nu træder de i den grad ind på scenen med Omen, der er spækket med potent hardware og smart design.

Omen betyder forvarsel og associeres nok mest med noget ildevarslende som i den berømte djævlefilm af samme navn, og det er måske også ment som et vink med en vognstang til konkurrenterne om, at PC-kæmpen Hewlett-Packard nu også optræder i denne kategori.

HP Omen er designet til optimal ydelse

Hvis man skal appellere til hardcore gamerne, skal indmaden i gaming PC'en være yderst potent, og det lever HP Omen helt fint op til.

Inde i Omen har HP valgt at lade en Intel Quad-Core i7 processor på 2,29 GHz drive spillene sammen med et NVIDIA GTX 860m grafikkort.

HP Omen gamer bærbar

For at få det maksimale ud af den stærke hardware, skal der noget seriøs køling til, og det har HP løst ved at designe Omen på en måde, så der bliver hevet kold luft ind i bunden, og den varme luft derefter skubbes ud bagpå maskinen.

Læs også: Byg din egen supercomputer

Dermed påstår HP, at designet på Omen vil give en bedre ydeevne end alle andre gamer bærbare på markedet med de samme komponenter.

Samtidig gør designet også, at spillerens hænder ikke bliver svedige, når den varme luft lukkes ud.

Aluminium chassis og gamer-lys

En gamer bærbar må også gerne være lidt liret, og det er lykkedes meget godt for HP med Omen, som er fræk uden at være overdrevet.

HP Omen er således lavet i aluminium, der er blevet behandlet, så den fremstår med en mat sort finish, og hængslet i krom er belagt, så det ligner en racerbils udstødningssystem.

HP Omen closeup

Alle indgange er gemt væk på bagsiden, så de er mest muligt ude af syne og af vejen.

Skærmen på HP Omen er på 15,6 tommer, hvilket ifølge HP er det optimale i forhold til opløsning og frame rates, og den er i Full HD 1080p opløsning og med indbygget touch.

Keyboardet er baggrundsbelyst, og brugeren kan selv bestemme, hvordan belysningen skal være og for eksempel vælge at få oplyst WASD-tasterne.

Højttalerne på hver side af tastaturet har også indbyggede LED-lys, der kan lave lidt lysshow, når spillet brager derudad.

HP Omen

På vanlig gamer bærbar manér kan man også konfigurere genvejstaster, blæserhastighed med mere.

HP Omen er let udenpå og tung indeni

Med en kampvægt på kun lidt over 2 kilo, er HP Omen blandt de lettere gamer bærbare på markedet, og kabinettet måler da også blot 19,9 mm i tykkelse.

Læs også: Ny grafik-gamerchip fra Nvidia: Så vild er den

Indeni vil den mindste udgave af HP Omen blive udstyret med 128 GB SSD, 8 GB DDR3 RAM og grafikkortet vil være på 2 GB, og alle disse dele kan opgraderes efter ønsker og pengepungens størrelse.

Prisen for HP Omen starter på lige omkring 12.000 kroner, men vi må vente på den lidt endnu her i Danmark, for Omen er kun til salg for HP's amerikanske kunder til at starte med.