HP's James Bond laptop bliver endnu bedre

edbpriser.dk 26-11-48980 13:46

HP Spectre x360 er sådan en computer, man snildt kan forestille sig James Bond rende rundt med under armen, for den ser cool ud og har da også et ægte Bond-navn.

På den igangværende CES messe i Las Vegas har HP netop annonceret, hvordan 2017-udgaven af computeren kommer til at tage sig ud, og det ser lovende ud.

Læs også: Nyt Microsoft-krav skal gøre Windows 10 PC'erne bedre

Den 15,6 tommer store bærbar vil således kunne fås med et 4K IPS BrightView WLED display, der bliver understøttet af en ganske potent 7. generations Intel Core i7-7500U processor på 2,7 GHz.

HP Spectre x360 telt mode

Hertil kommer 16 GB DDR4 RAM, et GeForce 940MX grafikkort med 2 GB DDR5 hukommelse, 256 eller 512 GB SSD og stereohøjttalere fra Bang & Olufsen.

Forbindelserne er i top med en Thunderbolt 3 port, en USB Type-C port, en USB Type-A port samt HDMI og SD kortlæser.

HP Spectre x360 lukket

HP Spectre x360 kommer også med digital pen understøttelse og et TrueVision FHD IR webcam med dobbelte mikrofoner, der har støjreducerende teknologi indbygget.

Batteritiden er opgivet til hele 12 timer for den 2 kg tunge Windows 10 PC.

HP Spectre x360 display mode

Det hele er pakket smukt ind i et sort chassis med metalkanter, og hængslet på Spectre x360 kan foldes hele vejen omkring computeren, så den kan bruges i forskellige positioner og som tablet.

Pris og tilgængelighed

HP Spectre x360 kommer på markedet allerede her i januar i 512 GB SSD versionen til en pris omkring de 13.000 kroner.

Læs også: Microsoft: Skuffede Apple-fans køber Surface computere

I slutningen af februar følger 256 GB SSD versionen så efter til cirka 11.000 kroner.

Samtidig er der lanceret en 13,3 tommer udgave, som du kan se her.


Kilde: Windows Central