Huawei kom før Apple med en Force Touch mobil

edbpriser.dk 15-04-47642 06:33

Det er bestemt ikke unormalt, at de andre mobilproducenter efteraber, hvad Apple gør med hensyn til design og funktioner i deres iPhones.

Læs også: Lenovo fanget i skamløs kopiering af iPhone 6

Apple sidder nemlig tungt på indtjeningen på smartphone markedet, hvor de ifølge nogle analytikere hiver op mod 90% af hele markedets profit hjem til hovedsædet i Cupertino i Californien.

Men det er temmelig unormalt, at en producent ligefrem kommer før Apple med en af æblefabrikkens egne ventede nyheder.

Huawei Mate S
Mate S kan veje objekter, du sætter på skærmen, ved hjælp af sin Force Touch teknologi.

Det er imidlertid det, der er sket med Huaweis afsløring af Mate S på årets IFA messe i Berlin, hvor de er kommet før Apples præsentation af iPhone 6s og 6s Plus den 9. september, hvor Tim Cook ellers skulle have afsløret den trykfølsomme Force Touch teknologi.

Huawei Mate S udfordrer Apple og Samsung

Designet på den 5,5 tommer store Android mobil er - ligesom sit forbillede iPhone 6 Plus - holdt i eksklusivt aluminium, og Mate S har tillige en avanceret fingeraftrykslæser som topmodellerne fra Apple og Samsung, der er de direkte konkurrenter.

Ved præsentationen sammenlignede Huaweis topchef Richard Yu da også Mate S med iPhone 6 Plus flere gange, så det er ikke fordi, de lægger skjul på, hvilken mobil de gerne vil slå.

Huawei Mate S
Huawei Mate S er designet i aluminium og med en let buet bagside.

Kameraerne i Huaweis Mate S er også af den avancerede slags, da det bagvendte 13 MP kamera både har optisk billedstabilisering, RGBW sensor og safirglaslinse, og det frontvendte 8 MP kamera er optimeret med blødt lys til at tage bedre selfies.

Huawei Mate S bliver født med Android Lollipop 5.1 med Huaweis egen EMUI 3.1 brugerflade ovenpå, og den bliver sat til salg fra midten af september med en dansk pris på omkring 5.000 kroner, hvilket er en del mere, end vi er vant til at Huaweis smartphones koster.

Læs også: Tidligere Apple boss har lavet ny smartphone

Huawei er imidlertid ved at være en stærk udfordrer til Samsung og Apple, da de just har indtaget tredjepladsen over verdens førende mobiltelefon producenter efter netop Samsung og Apple, og det spås, at Huawei bliver den første kinesiske producent, der kommer til at sælge over 100 millioner smartphones i år.


Kilder: Reuters , Recordere og Engadget .