IKEA har lanceret trådløse opladere til mobilen

edbpriser.dk 14-04-47259 12:50

Det er langt fra blevet en selvfølge, at din smartphone kan oplades trådløst, men har du en af de 54 modeller, som vi har på sitet i dag, eller går du og overvejer at købe en ny, så skal du måske også lige forbi IKEA en af dagene.

Det svenske varehus har nemlig lige introduceret en kollektion af produkter med indbygget trådløs oplader.

De nye produkter tæller både bord- og gulvlamper samt natborde, hvor det er naturligt at have sin mobil liggende til opladning, og dedikerede opladermoduler med plads til enten en eller tre mobiler af gangen.

Læs også: Apple Watch forudbestilt 1 million gange i USA på releasedagen

IKEA sælger sågar en trådløs oplader, som man selv kan bygge ind i et hvilket som helst møbel eller i vindueskarmen.

IKEA JYSSEN

IKEA benytter sig af Qi standarden

De trådløse opladere fra IKEA bruger Qi standarden, som er udviklet af Wireless Power Consortium, og som ASUS, HTC, Huawei, LG, Motorola, Nokia, Samsung, BlackBerry og Sony alle støtter op om.

Så er du en af de hurtige, som har erhvervet dig en Samsung Galaxy S6 eller S6 Edge, kan du roligt lægge vejen forbi IKEA, da de modeller har indbygget trådløs opladning.

Til iPhone og tidligere Samsung Galaxy S-modeller sælger IKEA separate covers, der gør trådløs opladning mulig.

IKEA produkter til trådløs opladning
IKEA produkter til trådløs opladning.

Priserne starter på 199 kroner for JYSSEN trådløs oplader til indbygning, mens opladermodulerne NORDMÄRKE koster enten 299 eller 499 kroner.

Sengebordene SELJE og NORDLI koster henholdsvis 378 og 698 kroner, og lamperne VARV og RIGGAD ligger mellem 449 og 749 kroner alt efter model.

Læs også: HTC One (M9) mod Samsung Galaxy S6: Hvilken smartphone skal du vælge?

De trådløse opladningsprodukter er til salg nu, og du kan se dem her.