Ingen stor iPad i år alligevel

edbpriser.dk 19-02-2014 08:14

Analytikeren Ming-Chi Kuo fra KGI Securities har meget præcist forudsagt mange af Apples produkt-lanceringer i 2012 og 2013, så der er god grund til at lytte, når han kommer med nyt om tech-gigantens planer.

Det er sitet Apple Insider, der har fået fat i Ming-Chi Kuos rapport, som han fremlagde for investorer i lørdags.

Læs også: Apple tester trådløs opladning og buet skærm på deres iWatch

Heri forudser Kuo, at Apple ikke når at blive færdig med deres 12,9 tommer tablet, der ifølge rygterne kommer til at hedde iPad Pro.

Grunden til, at iPad Pro ikke når at komme på markedet i år, er, at den større skærm kræver en opgradering af Apples iOS 7 styresystem for at kunne udnytte den ekstra skærmplads ordentligt, og det når de ifølge Kuo ikke inden udgangen af 2014.

Apple koncentrerer sig nemlig primært om at få deres længe ventede iWatch klar, siger Kuo, så der vil heller ikke komme en iPad mini 3 i år.

Opgraderet iPad Air med ny processor og fingeraftrykslæser

Derfor bliver den eneste iPad-nyhed fra Apple i år en opgraderet iPad Air, der får næste generations A8-processor og indbygget fingeraftrykslæser ligesom iPhone 5s.

Læs også: iPhone 6 får større skærm

Samtidig ser det også stadig ud til, at vi kan vente en iPhone 6 med en større skærm på omkring 5 tommer i år, så det tegner trods alt til at blive et spændende Apple år.