Intel NUC med Core i7 på vej

edbpriser.dk 17-03-47051 04:40

Intel NUC PC'erne har været på markedet et stykke tid, hvor de er blevet ganske populære på grund af deres fleksible opgave-løsning trods deres lille formfaktor.

Intel NUC PC'erne har ikke været kendetegnet ved den store computerkraft, da deres primære formål mere har været at klare normalt kontorarbejde, medieafspilning og ikke alt for krævende gaming.

Læs også: Derfor skifter IT-chef klassiske desktop-PC'er ud med mini-computere

Men snart kommer Intel med den mest kraftfulde NUC PC til dato, når de i andet kvartal af i år sender en Dual-Core Core i7-drevet NUC på markedet med modelnavnet NUC5i7RYH. Det fortæller SlashGear.

Det bliver dog ikke den kraftigste Core i7 processor, Intel putter i den nye NUC, da det bliver en knap så strømslugende laptop-model, men den kører alligevel med 3,1 GHz (3,4 GHz i Turbo Boost) og grafikken bliver klaret af Iris Graphics 6100.

Intel NUC i brug

Ifølge SlashGear vil Intel NUC NUC5i7RYH kunne klare op til 16 GB DDR3L RAM, et godt udbud af forbindelser - både kablede og trådløse - og den vil få plads til 2,5" HDD- eller SDD-drev.

Læs også: Test: Mini-computer fra Gigabyte har overraskende meget kraft

Selvom NUC5i7RYH er den første Intel NUC med en Core i7 processor, har Gigabyte faktisk haft nogle af deres BRIX Barebone PC'er ude et stykke tid i Core i7 udgaver.

Prisen på Intel NUC NUC5i7RYH kendes endnu ikke.