Intelligent smartwatch fra Microsoft

edbpriser.dk 26-02-46799 06:20

Microsoft Band blev navnet på Windows-gigantens første smartwatch, der i første omgang kun er tilgængeligt i USA til $200 eller cirka 1.600 danske kroner inklusive afgifter.

Band er et smalt armbånd med en 320 x 106 TFT skærm, og som har fokus på dine vaner og fitness, du kan tale til det og sende beskeder men ikke tage opkald, og så skulle det blive bedre med tiden, efterhånden som det lærer dig at kende.

Microsoft Band har intelligent motor

Microsoft Band registrerer din aktivitet - både ved bevægelse, afslapning og søvn - ved hjælp af en række sensorer, der blandt andet indbefatter en optisk pulsmåler, GPS, gyroskop og en hud-temperaturmåler.

Microsoft Band

Alle de informationer, som Microsoft Band indsamler, bliver sendt til en såkaldt Intelligence Engine (intelligensmotor), der over tid vil lære dig og dine vaner rigtig godt at kende.

Det skulle ifølge Microsoft gøre Band i stand til at hjælpe dig med at opnå dine fitness-mål, så hvis du for eksempel går efter at komme i bedre form og samtidig tabe dig, kan Microsoft Band på baggrund af din aktivitet lave en individuel træningsplan til dig.

Læs også: Det første helt runde smartwatch kan fås til november

De amerikanske brugere kan også vælge at samle informationerne om deres helbred i programmet HealthVault, som de kan dele med deres læge eller sygehus, hvis der er behov for professionel overvågning.

Microsoft har desuden indgået partnerskaber med MyFitnessPal, MapMyFitness, RunKeeper og Gold's Gym, der vil arbejde tæt sammen med Microsoft Band, så fitness-delen skulle være i orden.

Microsoft Band vil også registrere, om du har sovet godt, og det har indbygget UV sensor, så du også kan holde styr på solens skadelige stråler.

Microsoft Band UV monitor

Microsoft Band arbejder sammen med alle mobile styresystemer

Som vi skrev om i sidste uge, har Microsofts nye chef, Satya Nadella, lagt en ny strategi for det pressede software-firma, der går på at gøre Microsofts produkter tilgængelige på alle platforme.

Derfor er Microsoft Band som ventet også kompatibelt med både Apples iPhones (fra iPhone 4s og opefter) og Googles Android mobiler (Android 4.3 og 4.4) udover naturligvis selskabets egne Windows Phone 8.1 telefoner.

Microsoft Band arbejder sammen alle mobiler

Det er absolut en nyhed, der godt kunne give Microsoft Band en fordel fremfor konkurrenterne, som gerne er bundet til et enkelt styresystem.

Ingen samtaler på Microsoft Band

Som nævnt bliver det ikke muligt at føre samtaler via Microsoft Band, da det ikke har indbygget en højttaler.

Derimod er der en mikrofon, som man kan bruge til at bede den digitale assistent Cortana om at oprette aftaler i kalenderen eller diktere en tekst - Cortanas svar vil så fremkomme på skærmen.

Læs også: Google præsenterer Nexus 6 phablet og Nexus 9 tablet

Notifikationer fra din mobil, Facebook og Twitter vil naturligvis også dukke op på Microsoft Band, der forbinder til mobiltelefonen med Bluetooth.

Betal for din kaffe med Microsoft Band

Microsoft går også Apple en lille smule i bedene, da de i et partnerskab med Starbucks har fået lavet en app, som man kan bruge til at betale for sin kaffe i kædens butikker.

Microsoft Band Starbucks app

Det er en lidt sølle start for betalinger med Microsoft Band sammenlignet med Apple Pay, men det er måske et forvarsel om Microsofts intentioner.

God batteritid men...

Microsoft lover, at Band vil kunne holde til 48 timers brug per opladning, men at brugen af GPS vil kunne nedbringe denne flotte batteritid.

Læs også: Mand vil bytte sit hus for en iPhone 6

Det virker lidt fjollet, når GPS er en kernefunktion, men det er stadig bedre end, hvad de fleste andre producenter lover inklusive Apple Watch.

Microsoft Band

Alt i alt ser Microsoft Band da også ud til at være med i front, når det kommer til smartwatch kategorien, så vi må håbe, at det er lige så godt i virkeligheden, som det umiddelbart lyder på skrift.