iOS 7.1 kan hentes nu

edbpriser.dk 13-04-46161 08:20

For cirka et halvt år siden lancerede Apple iOS 7, der var en kæmpe overhaling af styresystemet til iPad, iPod og iPhone.

Nu har Apple så frigivet iOS 7.1, der - som navnet antyder - blot er en mindre opdatering til iOS 7.

Alligevel byder opdateringen på en hel del forbedringer på især det kosmetiske plan, som man kan se i videoen nederst på siden.

Få markante forbedringer i iOS 7.1

De store overskrifter fra Apples side er introduktionen af CarPlay, bedre Siri-kontrol, forbedring af kameraet og Touch ID fingeraftryks-genkendelsen i iPhone 5s og så de allerede nævnte grafiske forbedringer.

Læs også: iPhone 6 skærm går helt til kanten på nye lækkede billeder

CarPlay lader brugeren koble sin iPhone til nyere bilers indbyggede display, hvorpå man så kan modtage opkald og beskeder, styre musik og Siri og få rutevejledning af kort-tjenesten, der allerede ligger på mobiltelefonen.

Apple CarPlay

CarPlay er kun tilgængelig i nogle få 2014-modeller fra firmaer som Ferrari, Honda, Hyundai, Mercedes og Volvo, men der er mange flere bilproducenter, der vil integrere Apple CarPlay i deres kommende biler.

Store forbedringer på iPhone 4

Til alle dem, der går rundt med en iPhone 4 i lommen, som er opdateret med iOS 7, er der gode nyheder fra Apple i vente med iOS 7.1, rapporterer ArsTechnica.

Den næsten fire år gamle processor i iPhone 4 har nemlig haft det svært med de grafiske effekter og animationer, som Apple introducerede med iOS 7, og iPhone 4-ejere har oplevet, at deres mobil begyndte at hakke og blev langsom, da de opdaterede til den nye version af iOS.

I iOS 7.1 har Apple forbedret opstartstiden gevaldigt for en række kerne-applikationer i iPhone 4, som man kan se i ArsTechnicas testresultater herunder.

Bedre opstartstider på iPhone 4 med iOS 7.1. Kilde: ArsTechnica
Bedre opstartstider på iPhone 4 med iOS 7.1. Kilde: ArsTechnica .

iOS 7.1 er dog stadig ikke lige så hurtigt som det gamle iOS 6, men det går i det mindste væsentligt hurtigere end iOS 7.

Opdater selv til iOS 7.1

iOS 7.1 opdateringen er klar til at blive installeret nu, og du kan finde den i Indstillinger - Generelt - Softwareopdatering på din iPhone, iPod touch eller iPad.

Læs også: Samsung giver gaver med GALAXY S5

Vær dog opmærksom på, at du skal have 1,9 GB ledig plads på din iEnhed, for at du kan hente og installere iOS 7.1.