iPhone 6 får større skærm

edbpriser.dk 08-01-2014 11:40

Det Apple-dedikerede site Macworld støver løbende nettet igennem og har nu samlet alle de varmeste rygter og formodninger fra branchens analytikere, som forudsiger, hvordan iPhone 6 kommer til at se ud - og hvornår den kommer.

Følg de seneste nyheder og rygter om iPhone 6 her - og bliv skrevet op til vores dedikerede iPhone 6 nyhedsbrev

Det mest sejlivede rygte går på, at Apple vil følge trenden fra de attraktive og hastigt voksende asiatiske markeder, hvor de større phablet mobiltelefoner sælger som varmt brød, og derfor (omsider) vil komme med en større iPhone.

Læs også: Phablets sælger bedre end tablets og laptops i Asien

Her skal man især bide mærke i Ming-Chi Kuo, som er en af de analytikere, der er kommet med de mest præcise Apple forudsigelser gennem tiden.

Kuo mener at vide, at Apple arbejder på en iPhone 6 med en skærmstørrelse på mellem 4,5 og 5 tommer i forhold til iPhone 5s og iPhone 5c's 4 tommer.

Han bakkes op af mange andre analytikere, som regner med at se en større iPhone 6 på omkring 5 tommer i år, der både vil imødegå forbrugernes krav om en større skærm og samtidig ikke vil være så stor, at den går imod Steve Jobs' vision om, at en iPhone skal kunne betjenes med én hånd.

Display til kant kan hjælpe på enhåndshåndteringen

Noget af den ekstra tomme kunne blandt andet hentes ved at lade skærmen på iPhone 6 gå helt ud til kanten af mobiltelefonen, som de fleste af de iPhone 6 koncepter, der dukker op på nettet, også forudsiger, og dermed ville kabinettet på selve telefonen ikke nødvendigvis blive så meget større.

iPhone 6 koncept

Enkelte analytikere forudser, at Apple både vil komme med en større iPhone 6 og en normal 4 tommer version, så der stadig er en ny iPhone til dem, som ikke ønsker sig en større skærm på deres mobiltelefon.

Læs også: Bliver iPhone 6 dækket af safirglas?

Apple selv er vanen tro tavse om alle spekulationerne, men i december skrev CEO Tim Cook i en mail til alle ansatte i firmaet , at "Apple har store planer for 2014", og det er naturligvis straks blevet brugt til at understøtte rygterne om en større iPhone 6, selvom det ret beset kan betyde hvad som helst.

Hvornår kommer iPhone 6?

iPhone 5s og iPhone 5c blev præsenteret i september sidste år og er stadig at betegne som nyheder, men Apple skal nok rykke hurtigt, hvis de skal nå at være med på phablet-bølgen, så analytikerne skyder på alt lige fra marts til juni og helt til oktober som mulige lanceringsmåneder for iPhone 6.

Den mest sandsynlige dato - hvis Apple vil hurtigt ud af starthullerne - er nok juni, hvor Steve Jobs & Co. faktisk har haft tradition for at præsentere årets nye iPhone og således fremviste de første fire iPhone generationer her, før de skubbede lanceringen til september/oktober.

Læs også: Apples nye patent er en julegave til æble-fans

Men der er altså stor uenighed om datoen, så at iPhone 6 kommer i år er vist det eneste, analytikerne kan blive enige om.

Mens vi venter, kan vi jo så passende nyde konceptvideoerne herunder af mulige bud på Apples næste iPhone - der findes mange flere på YouTube.