iPhone 6 kåret til årets mobil

edbpriser.dk 13-01-2015 13:52

Som det hører sig til ved et årsskifte, har der i den seneste tid været utallige kåringer af det bedste, som 2014 kunne byde på. Det gælder selvfølgelig også for smartphones, hvor 2014 bød på et væld af højtprofilerede lanceringer.

Det er dog iPhone 6, der ifølge MereMobil.dk’s læsere var den bedste smartphone i 2014. Dermed løber Apple for første gang med kåringen af bedste mobil, om end det var i hård konkurrence med Sony.

0,7 procent forskel på Apple og Sony

Afstemningen stod mellem 40 forskellige mobiler fra 2014 med Sony og Apple som de store vindere. iPhone 6 vandt som nævnt, men der var ikke langt ned til Sonys Xperia Z3.

Læs også: Rygte: Samsung vender tilbage til Windows Phone

iPhone 6 fik 12,3 % af stemmerne, mens Xperia Z3 fik 11,6 %, så der var altså kun 0,7 % imellem de to. Sony var endda også at finde på tredjepladsen, hvor Xperia Z3 Compact fik 11,5 %, så det tyder altså på et særdeles godt mobilår for Sony.

 ”Jeg er overrasket over Sonys evne til at overhale Samsung i afstemningen – og i det hele taget er Samsungs beskedne position bekymrende. Særligt fordi de i 2013 lå nummer to med Galaxy S4,” siger mobilekspert John G. Pedersen fra MereMobil.dk.

Et kig på tidligere afstemninger viser da også hvor hurtigt, man kan miste grebet om markedet. HTC vandt således afstemningerne i både 2009, 2010 og 2013, men det taiwanesiske firma er i dag ude af top 5, ligesom dets markedsandel i mellemtiden er faldet til under 2 %, mens det var over 10 % i 2011.

iPhone 6

Det samme gælder Samsung, der er ude af top 5 i MereMobil.dk’s afstemning på trods af at have vundet i både 2011 og 2012, og som også kæmper med faldende salgstal.

Læs også: LG lancerer opfølger til verdens første bøjede smartphone

Sony markedsandel er nede omkring 2-3 %, og deres smartphones har ikke gjort meget væsen af sig i de senere år, men Xperia-linjen har fået meget ros i år, og det bliver spændende at se, om det kan booste salget.

Du kan se top 5 i MereMobil.dk’s afstemning og tidligere års vindere herunder.

Top 5 2014
1. Apple iPhone 6 (12,84 %)

2. Sony Xperia Z3 (11,61 %)

3. Sony Xperia Z3 Compact (11,51 %)

4. One Plus One (8,66 %)

5. Nokia Lumia 930 (7,33 %)

Tidligere års vindere
2013: HTC One (M7)
2012: Samsung Galaxy S III
2011: Samsung Galaxy S II
2010: HTC Desire
2009: HTC Hero