iPhone 6s får dobbelt kamera

edbpriser.dk 24-11-2014 09:10

Rygterne om næste generation iPhone er allerede i gang, selvom der stadig er et lille års tid til, at vi får efterfølgerne til iPhone 6 og iPhone 6 Plus at se.

Værten på Daring Fireball's The Talk Show, John Gruber, har hørt fra kilder hos Apple, at de arbejder på et system med to linser til de kommende modeller.

Læs også: Kinesisk mand installerer Windows 98 på iPhone 6 Plus

Det skulle, ifølge Grubers oplysninger, bringe kameraet i iPhone 6s'erne op i nærheden af DSLR-kvalitet og dermed markere det største kvalitetsspring for kameraet i Apples mobiltelefoner.

Apple har flere kamera-patenter i skuffen

Mere præcist hvordan det dobbelte linsesystem i iPhone 6s og iPhone 6s Plus vil fungere, lader det ikke til, at John Gruber har information om, men det er heller ikke sikkert, at Apple selv har lagt sig fast på en teknologi endnu.

Tidligere i år kom HTC One M8, der benytter sig af to objektiver, hvor det ene bruges til dybde-information i billedet.

Apple har selv flere kamera-patenter, der vil kunne bruges til at nærme sig den ønskede spejlreflekskamera-kvalitet - heriblandt en Lytro-lignende refokus-teknologi, en teknik med påsatte objektiver og en teknik med flere moduler indbygget i mobilen.

Og Apple ligger herudover også inde med et patent fra 2013, hvor kameraet er udstyret med tre sensorer og tre linser, hvoraf et hold opfanger lys og de to andre står for farver.

Den teknik skulle resultere i både højere opløsning og bedre farve-nøjagtighed, så den lyder som en oplagt vej for Apple at gå.

Læs også: Samsung vil sende en bøjelig mobil på markedet allerede næste år

Men uanset hvilken teknik Apple ender med at benytte, lader det til, at de traditionelle kameraproducenter har fornyet grund til at ryste i bukserne.


Kilde: Apple Insider