iPhone 8 får OLED display

edbpriser.dk 04-01-48803 02:40

Apple lader i denne tid op til næste års iPhone jubilæum, hvor deres altoverskyggende vigtigste produkt fylder 10 år.

Der er som altid masser af rygter om, hvad Apple har af planer for jubilæumsudgaverne, men et af de mest vedholdende er, at de med iPhone 8 endelig udstyrer deres smartphones med OLED displays.

Og nu er OLED rygtet blevet bekræftet af Tai Jeng-wu, som både er topchef hos Sharp, der producerer displays, og med i ledelsen af Sharps nye moderselskab, Foxconn, der producerer Apples iPhones.

Læs også: iPhone 7s Home-knap kan gå itu – Apple har en “løsning”

Ved en tale på sit gamle universitet fortalte Tai Jeng-wu, at Apple nu er klar til at skifte fra LCD til OLED skærme.

iPhone koncept med kurvet skærm

Kurvet skærm på iPhone 8

OLED displays kan skabe bedre farver og kontrast end LCD og er mere strømbesparende, og så åbner OLED samtidig op for muligheden for kurvede og sammenklappelige skærme.

OLED nyheden passer dermed også godt sammen med rygtet om, at Apple kommer med tre iPhone 8 modeller, hvoraf den mest eksklusive 5,5 tommer model vil komme med en kurvet OLED skærm.

Læs også: Frækt iPhone cover gør grin med Samsungs brændende Note 7

Sharp er allerede i gang med at bygge en ny OLED fabrik i Japan, fortalte Tai Jeng-wu til reportere efter talen, og Sharp vil også være i stand til at producere OLED displays i USA, hvis deres vigtigste kunde ønsker det, afsluttede han.


Kilde: Nikkei