Kærlighedsdramaet, der ændrede Danmark for altid

edbpriser.dk 02-10-44877 06:00

Nikolaj Arcels stjernespækkede filmatisering af Danmarkshistoriens mest dramatiske og skæbnesvangre kærlighedshistorie, "En kongelig affære", betog mere end en halv million danskere i biografmørket tidligere på året.
 
Prisbelønnet historisk drama
"En kongelig affære" foregår i København i slutningen af 1760'erne. Den danske Kong Christian VII (Mikkel Boe Følsgaard) bliver gift med engelske Caroline Mathilde (Alicia Vikander), men ægteskabet er mere facade end passion.

Kongen er langt mere interesseret i druk og damer, og hans mentale helbred er stærkt svingende. Man ansætter derfor den tyske Dr. Johann Struensee (Mads Mikkelsen) som kongens livlæge, og de to oparbejder et stærkt venskab, men imens Struensees politiske magt vokser, begynder han at nære stærke følelser for dronningen.

"En kongelig affære" vandt to Sølvbjørne ved årets filmfestival i Berlin for bedste originale manuskript og helt enestående for bedste mandlige hovedrolle til debutanten Mikkel Boe Følsgaard.

Deltag i konkurrencen om at vinde "En kongelig affære" her
 
Uprøvede talenter og internationale filmstjerner
Nikolaj Arcel valgte at caste to stort set ukendte talenter i filmens hovedroller, Alicia Vikander som Caroline Mathilde og Mikkel Boe Følsgaard som Kong Christian VII, overfor Danmarks største og mest populære filmstjerne, Mads Mikkelsen som Johann Struensee.

Et både modigt og klogt valg, viste det sig. Specielt da juryen ved Berlin Film Festival helt enestående hædrede den debuterende teaterskoleelev, Mikkel Boe Følsgaard, med en Sølvbjørn for bedste mandlige skuespiller.

En kongelig affære, Foto: Jiri Hanzn
"En kongelig affære", Foto: Jiri Hanzn

I filmens øvrige roller ses et pragthold af danske skuespillere, deriblandt Trine Dyrholm, David Dencik, Bent Mejding, Cyron Melville, Thomas Gabrielsson, Laura Bro og Søren Malling.
 
Stjerneregn
Også filmens manuskript, skrevet af Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, blev honoreret med en Sølvbjørn i Berlin, endnu før filmen havde fået dansk premiere.

Da tiden kom, blev filmens premiere varslet ind med ren stjerneregn fra det danske anmelderkorps. Ekstra Bladets Henrik Queitsch kaldte, under overskriften 'En Kongelig Film', filmen "En bedrift, intet mindre", og så ingen anden udvej end at kvittere med de sjældne seks stjerner.

Politikens Kim Skotte tildelte fem hjerter med ordene "En triumf på næsten alle planer", mens Jacob Wendt Jensen kaldte den "En gevinst for filmhistorien" i den fem-stjernede anmeldelse i Berlingske Tidende.

"En kongelig affære", Foto: Jiri Hanzn
"En kongelig affære", Foto: Jiri Hanzn
 
At tage 1760'erne for givet
Instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel tog imod en enorm udfordring med "En kongelig affære".

At præsentere danskerne for en genfortælling af den mest berømte og berygtede royale kærlighedsskandale var ingen nem opgave, og vægten må have kunnet mærkes på skuldrene.

Men resultatet blev en kæmpe succes, både kommercielt og kunstnerisk, og cementerer for alvor Arcels status som én af landets dygtigste filmhåndværkere, efter tidligere succeser som instruktør af bl.a. "Kongekabale" (2004) og manuskriptforfatter bag "Mænd der hader kvinder" (2009).

Om arbejdet siger Arcel selv: "Mit kreative hold og jeg selv var optændte af ideen om at føre det danske historiske drama ind i et nyt århundrede. Vi ville have at folk oplevede historien gennem karakterernes øjne. De skulle tage 1760'erne for givet."