Kinesisk mobil er nu verdens tyndeste

edbpriser.dk 22-06-46106 14:53

Den kinesiske mobilproducent Gionee er totalt ukendt på disse breddegrader, men de er blandt de helt store spillere i både hjemlandet Kina samt Indien og flere asiatiske og afrikanske markeder, og de sælger på nuværende tidspunkt 1 million mobiltelefoner om måneden til lande uden for Kina.

Med deres nye mobiltelefon, Elife S5.5, formår de for første gang at gøre opmærksom på sig selv i den vestlige verden også, for den indtager tronen som verdens tyndeste mobiltelefon.

Læs også: Huawei baner vej mod fremtidens 5G-netværk

Gionee Elife S5.5 måler kun 5,5 millimeter i tykkelse og detroniserer dermed den hidtidige rekordindehaver Vivo X3, der nu må føle sig buttet med sine 5,75 millimeter.

Til sammenligning er iPhone 5s 7,6 millimeter tyk og Samsung GALAXY S4 ligger på 7,9 millimeter.

Gionee Elife S5.5 kommer i 40 lande til en rimelig pris

Gionee Elife S5.5 kan forudbestilles nu i Kina til en pris på $370, hvilket kan omregnes til cirka 3.000 kroner, hvis vi i Danmark skulle være blandt de 40 lande, der får mulighed for at bestille verdens tyndeste smartphone.

Specifikationerne i Elife S5.5 lyder på en 5 tommer skærm, Android styresystem, 1,7 GHz Quad-Core processor, 2 GB RAM og kameraer på henholdsvis 13 og 5 MP.

Læs også: Billedlæk: Er dette iPhone 6?

Trods den tynde profil har Gionee alligevel formået at få et pænt 2.300 mAh batteri i Elife S5.5, som de lover kan holde til en hel dags brug.


Kilde: engadget