Kinesisk smartphone kopierer både Samsung og Apple

edbpriser.dk 02-03-2016 10:24

Samsung har grund til at være stolte, for nu er det ikke længere kun Apples design, som de kinesiske mobilproducenter kopierer.

Med deres netop præsenterede Xplay5 har kinesiske Vivo i hvert fald mere end skævet til designet på Samsung Galaxy S6 til forsiden og iPhone 6s til bagsiden.

Læs også: Her er Samsung Galaxy S7 og S7 Edge

Om Samsung så vælger at se det som en cadeau eller baggrund for en retssag (eller begge dele) må tiden vise.

iPhone 6s og Samsung Galaxy S6 Edge til sammenligning med Vivo Xplay5
Her er det iPhone 6s og Samsung Galaxy S6 Edge til sammenligning.

Første smartphone med 6 GB RAM

Vivo Xplay5 har ellers nogle glimrende specifikationer i form af et 5,43 tommer QHD Super AMOLED display, 16 MP og 8 MP kameraer, 4 GB RAM, Snapdragon 652 processor, 128 GB lagerplads, Android 5.1 og et stort batteri på 3.600 mAh.

Og der kommer endda en Elite model, der bliver den første smartphone med hele 6 GB RAM og samtidig får den nyeste Snapdragon 820 processor og en bedre DAC lydchip oveni den almindelige Xplay5's specifikationer.

Læs også: Video viser fordelen ved de 2 GB RAM i iPhone 6s

Prisen kommer da også til at ligge på samme niveau som Samsungs og Apples flagskibe, så der er ikke tale om en billig kinesisk mobil denne gang, selvom designet er det rene genbrug.

Men det kopierede design kan så også være årsagen til, at vi højst sandsynligt ikke kommer til at se de to Vivo Xplay5 modeller på andre markeder end de asiatiske.


Kilde: Neowin