"Klovn: The Movie" på Blu-ray og DVD

edbpriser.dk 28-11-43381 15:00

Forventningerne var himmelhøje, da mere end 100 danske biografsale over hele landet i december blændede op for den længeventede ”Klovn: The Movie”. Og reaktionerne var ikke til at tage fejl af;  krampagtigt krummede tæer og kraftige latterbrøl en masse!

Casper Christensen & Frank Hvam har leveret en af de mest populære, succesfulde og underholdende danske spillefilm i mange år.
 
Den overvældende interesse for ”Klovn: The Movie”, de positive anmeldelser, og ikke mindst den store tilfredshed hos publikum, resulterede i, at landets biografer i løbet af foråret solgte næsten 850.000 biografbilletter.

Med udgivelsen på DVD og Blu-ray får danskerne nu chancen for at opleve eller genopleve spektaklet - og ikke mindst at sætte filmen på pause i de allermest pinlige og grinagtige øjeblikke. Og selvom en stor del af den danske befolkning allerede har set filmen, er der alligevel god grund til at erhverve sig DVD’en, der indeholder et overdådigt ekstramateriale med ”Bag i Klovn” featurette, interviews, fraklip, bloopers osv. Og så tåler ”Klovn The Movie” i dén grad et par gensyn.

Fra TV-serie til spillefilm
TV-serien ”Klovn” startede på TV2-Zulu i 2005, og seriens stærkt voksende popularitet fik TV2 til at genudsende afsnittene på landsdækkende TV. Efter 6 sæsoner har serien modtaget talrige TV-priser og seriens allersidste afsnit satte i 2009 seerrekord på TV2-Zulu.

Klovn: The Movie, Foto: Per Arnesen
Foto: Per Arnesen

TV-seriens store succes lagde i den grad op til en spillefilm baseret på universet, men skabte selvfølgelig også enorme forventninger hos det loyale publikum. Filmen blev derfor skabt af præcis samme produktionshold som TV-serien, med den faste Klovn-instruktør Mikkel Nørgaard (også ”Langt Fra Las Vegas”, ”Anna Pihl”, ”Borgen”, ”Live Fra Bremen”) som instruktør, og selvfølgelig Casper Christensen og Frank Hvam bag manuskriptet og i de altoverskyggende hovedroller.

En 2'er?
Om fremtiden vil bringe en efterfølger til ”Klovn: The Movie”, kan vi endnu kun gisne om – selvom der nok skulle blive solgt et par biografbilletter til anden omgang også. Siden filmens premiere har Casper Christensen blandt andet omtalt et projekt med arbejdstitlen ”Ungdomssvin”, men indtil videre kan fans glæde sig til Casper Christensen og Frank Hvams kommende fælles liveshow, ”Casper & Frank. Nu som mennesker”, der får premiere på Bremen til efteråret og derefter rejser land og rige rundt.

Klovn: The Movie, Foto: Per Arnesen
Foto: Per Arnesen

Anmeldelser
Op til premiereweekenden høstede ”Klovn: The Movie” strålende omtale fra landets filmanmeldere. Både Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten måtte således diske op med 5 stjerner, ligesom magasinet M!, der desuden kommenterede: ”Uden sammenligning den sjoveste danske film – nogensinde.” Også DR Filmland tildelte 5 pile til filmen med ordene: ”Noget af det mest originale satire, der længe er set i Danmark.”

Ekstramateriale
Sammen med ”Klovn: The Movie” på DVD eller Blu-ray får de mange Klovn-fans også et suverænt ekstramateriale, der blandt andet inkluderer featuretten ”Bag i Klovn”, interviews i ”Casper og Frank om efterspillet”, kommentarspor med hovedpersonerne, slettede scener, bloopers og meget mere.

”Klovn: The Movie” udgives på DVD & i combo-version d. 10. juni 2011, og vi laver en konkurrence på den her på DVDpriser til den tid.