Lækkert designet rejsekammerat

edbpriser.dk 19-11-47945 18:06

JBL Clip+ er en trådløs Bluetooth højttaler, som har modtaget en Red Dot pris for sit design, og den skiller sig især ud med sin karabinhage i toppen, der er let at sætte fast i en strop på tøjet eller tasken.

Den er robust bygget og Splashproof, hvilket betyder, at den kan klare et liv på farten og er modstandsdygtig overfor det omskiftelige danske vejr.

JBL Clip+ kan også klare mobilopkald, så du ikke behøver at finde mobilen frem med våde eller beskidte fingre.

Indhold i kassen

Udover selve højttaleren kommer JBL Clip+ med et Micro USB-kabel til opladning i en stærk orange farve, der matcher JBL logoet.

Herudover er der en lynstartguide, et sikkerhedsark og et garantikort.

Læs også: Flot lyd i lækker indpakning - anmeldelse af JBL Flip 3

Mere er der ikke, og man har såmænd heller ikke brug for mere.

Design

Som nævnt har JBL Clip+ vundet en pris for sit design, og den er også meget fin og kompakt i sin opbygning, og karabinhagen i toppen er yderst praktisk.

JBL Clip+ farver

Til gengæld gør det runde design, at JBL Clip+ ikke står særlig godt op på en flade, med mindre man lader den hvile mod karabinhagen, og det er lidt ufikst, hvis man gerne vil have sendt lyden direkte mod sig.

Det er en mindre detalje, men en ganske lille udfladning i bunden kunne have gjort højttaleren endnu mere praktisk.

Som det er nu, egner JBL Clip+ sig bedst til at ligge på ryggen og sende lyden direkte op i luften, og det er selvfølgelig fint nok, hvis man sidder flere omkring den.

Bagsiden har desuden en blød gummiring, så den ligger sikkert, men jeg synes, det ville have været rart med begge muligheder, uden at højttaleren ser ud som om, at den står halvvejs på hovedet.

Knapperne er integreret i siderne på JBL Clip+ og indbefatter volumen knapper på den ene side og tænd/sluk, Bluetooth og telefon knapperne på den anden.

JBL Clip+ har knapperne placeret på hver side
JBL Clip+ har knapperne placeret på hver side.

Inden jeg gik i gang med at teste JBL Clip+, forestillede jeg mig, at knap-layoutet måtte være uhensigtsmæssigt, da man velsagtens tit ville komme til at trykke på en knap på den modsatte side af højttaleren, når man skulle betjene den - man holder jo imod med sine fingre på den anden side end den, hvor man vil trykke på en knap.

Det skete dog aldrig for mig i løbet af testen, at jeg kom til at trykke på en knap på den "forkerte" side, men det kan godt ske, og jeg har da også læst om brugere, som har været ude for det.

Sammen med volumen knapperne er der i øvrigt en AUX-indgang, så man kan tilslutte en afspiller direkte, eller man kan sætte flere JBL Clip+ højttalere sammen og opnå et bredere lydbillede ved hjælp af en ledning i bunden.

JBL Clip+ bund
I bunden af JBL Clip+ er der en ledning til at sætte flere højttalere sammen.

Dimensionerne på JBL Clip+ er 10,7 x 4,2 x 8,8 cm, og den vejer 150 gram.

Batteritiden er på omkring de 5 timer, hvilket er lige i underkanten, når den er bygget til at komme med dig overalt.

Opsætning

Bluetooth højttalere skulle gerne være noget af det nemmeste at tilslutte sin mobil eller tablet, og det kunne heller ikke være meget nemmere end med JBL Clip+.

Når du har slået Bluetooth til på din mobile enhed, trykker du en enkelt gang på Bluetooth knappen på højttaleren, vælger at forbinde til den på din mobils eller tablets skærm, og så er du klar til at høre musik eller få bedre lyd på din videoafspilning.

Lyden

JBL Clip+ leverer en god og klar lyd, men den lille formfaktor har sine begrænsninger.

Der er ikke en særlig dyb bas, og du skal heller ikke skrue for højt op, før der kommer noget forvrængning på lyden.

JBL Clip+ fastgjort på rygsæk
Karabinhagen på JBL Clip+ gør højttaleren meget praktisk at have med.

Men JBL Clip+ skal også mere købes for sine praktiske egenskaber end for at skulle spille en fest op - hvis du gerne vil have en Bluetooth højttaler med på farten, er den oplagt.

Mobilopkald

Kommer der et opkald, mens du bruger JBL Clip+, er det bare at trykke på knappen med telefonrøret på, og så sørger højttaleren og en indbygget mikrofon for, at der er forbindelse.

Læs også: Alsidig lille højttaler med god lyd - anmeldelse af Creative Sound Blaster FRee

Når du afslutter opkaldet, fortsætter musikafspilningen automatisk.

Konklusion

JBL Clip+ er en lækkert designet lille Bluetooth højttaler, der med sin robuste opbygning og gode, klare lyd er perfekt at have med på farten.

En længere batteritid end 5 timer havde dog været at foretrække, og du skal heller ikke regne med at kunne spille rigtig højt.