Lækket: De første billeder af Samsung Galaxy S7 Plus

edbpriser.dk 11-12-2015 08:55

Twitter profilen @OnLeaks har lagt nedenstående video ud, der angiveligt skulle vise de første renderinger af designet på Samsungs kommende Galaxy topmodel kaldet S7.

Det skulle endda være en forvokset S7 Plus på 6 tommer, der optræder i videoen, som vil være den store model ved siden af de 5,1 tommer store Galaxy S7 og S7 Edge.

Læs også: Samsung vinder to innovationspriser

Video stammer fra en betroet kilde

@OnLeaks oplyser i forbindelse med videoen, at den stammer fra hans mest betroede kilde, og at renderingerne af Galaxy S7 Plus designet er baseret på de detaljerede arbejdstegninger, som tredjeparts tilbehørs-producenter modtager inden en ny mobils lancering.

Alligevel undrer det, at renderingen i videoen viser, at Galaxy S7 Plus har en mikro-USB indgang i stedet for en USB-C indgang, som alle regner med at Samsungs næste topmodeller vil blive udstyret med.

Det kan dog skyldes, at Samsung er henholdende overfor at skifte til en ny standard, der vil gøre den tidligere generations tilbehør ubrugeligt, hvilket potentielt kan gøre nogle af deres kunder sure.

Læs også: Android-broen til Windows vakler

Uanset hvad er det altid en god idé at tage disse lækkede informationer med et gran salt.

Samsung Galaxy S7 modellerne ventes at blive præsenteret allerede til marts, ifølge andre rygter, som også skal tages med et nip salt.