LG G Flex kommer til Danmark

edbpriser.dk 26-10-45843 16:03

Som vi fortalte for nylig (følg link herunder), er LG's buede mobiltelefon, G Flex, bygget så fleksibelt, at den tåle at blive trykket flad, uden at hverken glasset eller coveret tager skade.

Læs også: LG's G Flex er faktisk fleksibel

Samtidig kunne vi berette, at LG G Flex har et selvreparerende bagcover, der straks udbedrer små ridser, hvilket LG demonstrerer i en nys frigivet video, som du kan se herunder.

I videoen kan man ved selvsyn se, hvordan en kobber-børste ridser løs på bagsiden af LG G Flex, der i løbet af to minutter healer sig selv og fremstår som ny.

LG viser i samme video, at deres G Flex smartphone kan tåle at få helt op til 32 kg vægt sat oven på sig og blive trykket helt flad for derefter bare at vende tilbage til sin oprindelige buede form igen og tænde uden problemer.

LG G Flex med en 32 kg vægt oven på sig
LG G Flex med en 32 kg vægt oven på sig.

Dermed kan LG G Flex tåle, at man kommer til at sætte sig på sin mobiltelefon, mens man har den i baglommen, og har du den sammen med dine nøgler i lommen eller tasken, vil den altså heller ikke blive ridset - bagpå i hvert fald.

LG G Flex har endnu flere tricks i ærmet

Man kunne godt acceptere, at LG stoppede her, vel vidende at de har masser af gode argumenter at sælge deres nye flagskibsmodel på.

Indmaden i LG's 6 tommer mobil er nemlig også rigtig fin med en hurtig Snapdragon 800 processor som hjertet i maskinrummet, og det fleksible ydre bliver matchet indvendigt af blandt andet det bøjelige batteri, der er med til at gøre LG G Flex så fleksibel, at den absorberer trykket, hvis man taber den, og dermed giver meget bedre chancer for, at mobiltelefonen overlever faldet, rapporterer TalkAndroid.

De kan også berette, at LG G Flex kan multitaske og have to apps kørende samtidigt i stil med Samsung GALAXY Note 3 og GALAXY S4 på hver sin del af skærmen.

Læs også: Samsung GALAXY Note 3 - den ultimative smartphone?

Sidst men ikke mindst kan TalkAndroid fortælle, at LG G Flex i stil med Apples iPhone 5s har fået to LED-blitzlys i forbindelse med kameraet i henholdsvis en hvid og en grøn farve.

LG G Flex bliver bedre til ansigtsgenkendelse med sine to LED-blitzlys
LG G Flex bliver bedre til ansigtsgenkendelse med sine to LED-blitzlys.

Det skulle ifølge LG give bedre ansigtsgenkendelse, men mere præcist end det bliver det ikke beskrevet af den sydkoreanske producent.

LG G Flex kommer til Danmark i 2014

Vi må desværre væbne os med tålmodighed, da LG ikke sender G Flex på de nordiske markeder før i starten af 2014.

Prisen på G Flex i Danmark bliver heller ikke oplyst af LG, men mon ikke vi ender i den dyrere ende for det ny vidunder.