LG G2 - LG's nye flagskib

edbpriser.dk 01-10-45572 06:36

LG præsenterede onsdag i New York deres nye flagskibs-smartphone, LG G2, der vil komme på markederne rundt om i verden over de næste otte uger, skriver The Telegraph.

Første smartphone uden sideknapper

Den største innovation LG havde at byde på med G2 var, at den kommer uden sideknapper, som LG i stedet har flyttet om bag på telefonen.

Dette er primært gjort for at gøre det nemmere for ejeren at bruge den 5,2 tommer store skærm med én hånd.

Læs også: Nokia angriber iPhones foto-evner i ny kampagne

LG's undersøgelser viste, at der var langt færre, som tabte mobiltelefonen, når de skulle justere volumen under en samtale, når knapperne til det sad bag på telefonen i stedet for på siden.

Knapperne bag på er simpelthen placeret der, hvor de fleste alligevel har pegefingeren, når de holder telefonen, så det var egentlig ganske logisk at placere kontrolknapper her.

Flere funktioner til bagknapperne

Udover at skrue op og ned for lyden, kan man også bruge knapperne bag på telefonen til at aktivere 13 MP kameraet og en notesblok applikation.

Power knappen kommer også til at sidde bag på G2 smartphonen, men hvis mobiltelefonen ligger på et bord, behøver man ikke at samle den op for at aktivere dens skærm - man dobbeltklikker bare på skærmen med fingeren, og så vågner telefonen.

Når LG G2 ringer, tager man den bare op til øret for at svare.

LG G2 QuickWindow cover

Til LG G2 kan man få et cover med et lille QuickWindow, der beskytter det meste af skærmen, og samtidig giver mulighed for at styre diverse apps gennem det lille vindue uden at låse op for skærmen først.

Læs også: Moto X fra Google og Motorola lytter til dig

Superhurtig Qualcomm processor i LG G2

G2 kommer med Android styresystem, og så har LG inkluderet noget, de kalder Hi-Fi playback, som skulle kunne levere lyd i studio-kvalitet og endda bedre lyd end på en CD.

Men vigtigere end det så har LG puttet Qualcomms lynhurtige Snapdragon 800 chip i G2, der er en 2,26 GHz quad-core processor, som skulle være i stand til at vise og optage 4K video og levere 7.1 surround sound.

Og sammen med den indbyggede Adreno 300 grafik håber LG, at de med G2 har lavet en high end smartphone, som folk bare må eje, så LG omsider kan bevæge sig ud af skyggen fra mastodonterne Apple og Samsung.

Udrulningen af G2 fra LG's side starter i Sydkorea, og derefter følger de amerikanske og europæiske markeder i løbet af de næste otte uger. Prisen har LG endnu ikke offentliggjort.