LG G4 har det næstbedste kamera på markedet

edbpriser.dk 24-09-2015 14:45

Toppen af poppen, når det kommer til at bedømme kamera-kvalitet i mobiltelefoner, hedder DxOMark, og de har omsider haft LG's topmodel G4 inde til deres grundige test.

Og resultatet er glædeligt for alle ejere af den læderindbundne smartphone, for LG G4 har fået en flot andenplads på listen over alle tiders bedste kameraer i mobiltelefoner.

Læs også: Samsung til iPhone brugere: Prøv en Galaxy S6 Edge i 30 dage for $1

Kun kameraet i Samsung Galaxy S6 Edge gør det bedre end LG G4, mens topmodeller fra Sony, Motorola og ikke mindst Apple må rykke en plads ned ad rangstigen.

LG G4 indtager andenpladsen på DxOMarks rangliste
LG G4 indtager andenpladsen på DxOMarks rangliste.

Ikke perfekt men tæt på

DxOMark tester både fotografering og video-optagelse med kameraet, og her er det især fotograferingsdelen, som trækker LG G4 så højt op på listen.

Flotte detaljer, hurtig og præcis autofokus samt god eksponering både udendørs og i mørkere omgivelser giver LG G4 den høje karakter, mens en tendens til at overeksponere i meget stærkt lys er en af de få svagheder.

Videooptagelserne klarer LG G4 også generelt rigtig fint, men på billedstabiliseringen indkasserede mobilen nogle minuspoint, som afholder den fra at stryge helt til tops.

LG G4 kamera

iPhone 6s og 6s Plus mangler at blive testet

Det hører dog med til historien, at DxOMark endnu ikke har testet iPhone 6s og 6s Plus, som begge har modtaget et væsentligt løft på kameradelen.

Læs også: Brug IKKE din Xperia smartphone under vand

Ligeledes er Sonys spritnye Xperia Z5 med sin 23 MP sensor heller ikke blevet testet endnu, så det er ikke sikkert, at LG G4 får lov til at beholde sin flotte plads så længe.

Men det vil naturligvis ikke ændre det faktum, at der sidder et rigtig godt kamera i LG G4.


Via SlashGear