LG G4: Topmobil i ægte læder

edbpriser.dk 29-04-47294 13:13

Med en bagside i ægte og håndsyet læder og en let kurvet bagside satser LG på, at deres nye topmobil, LG G4, vil skille sig ud fra mængden af mobiler i metal og glas.

Med valget af læder får LG G4 et mere organisk udtryk end nogen anden smartphone på det danske marked, og læderet, der endda er bæredygtigt fremstillet, vil ligesom et par kvalitetssko ændre udseende over tid.

LG G4 med læderbagside bliver tilgængelig i Danmark i tre forskellige farver - brun, rød og sort - og til de brugere, som foretrækker et mere traditionelt design på deres mobil, kommer der også en mere traditionel udgave med keramisk bagside i farverne grå, guld og hvid.

LG G4 danske farver

Udformningen af LG G4 er desuden let buet i et såkaldt Slim Arc design, der gør mobilen rar at have i hånden og samtidig gør den 20 procent mere holdbar end en flad mobil, hvis den tabes på gulvet med skærmen nedad.

LG G4 Slim Arc

LG G4 skiller sig også ud på specifikationerne

Det er dog ikke kun det ydre, som LG har kælet for med G4, da den endvidere er udstyret med en ny-udviklet og stærkt forbedret skærm kaldet IPS Quantum Display.

Læs også: Apple kommer med 3 nye iPhone modeller til efteråret

Det er en 5,5 tommer stor skærm med Quad HD-opløsning på 2560 x 1440 pixels, og i forhold til den ellers meget roste forgænger, LG G3 LINK, har den 20 procent bedre farvegengivelse, er 25 procent mere lysstærk og har 50 procent bedre kontrast.

Skærmen er også udstyret med Advanced In-Cell Touch-teknologi, der giver en meget responsiv touch-oplevelse og gør skærmen tydeligere i dagslys.

Avanceret men let anvendeligt kamera i LG G4

Kameraerne i LG G4 har også fået en ordentlig overhaling, da det frontvendte selfie-kamera er blevet opgraderet til imponerende 8 MP, hvilket overgår mange modellers hovedkamera.

Hovedkameraet i LG G4 er på 16 MP og er - ligesom Samsung Galaxy S6 og S6 Edge - optimeret til at tage gode billeder selv under dårlige lysforhold, da den nye linse med F1.8-blænder lader 80 procent mere lys nå ind til billedsensoren.

LG G4 i ægte læder og med forbedret kamera

Kameraets optiske billedstabilisering er samtidig forbedret, så det nu kan kompensere for rystelser på både X-, Y- og Z-aksen - se kameraet i LG G4 demonstreret i en drone-optagelse i den midterste video herunder.

Læs også: Oppo laver rammeløs mobil

Kameraet i LG G4 er desuden det første på smartphone markedet til at have en avanceret farvesensor, en såkaldt Color Spectrum Sensor, der giver mere korrekte farver i billedet ved at aflæse RGB-værdierne i de omkringliggende lyskilder, samt i det infrarøde lys, som reflekteres fra objekter i billedet.

Den information anvender sensoren til at justere hvidbalancen og farven på blitzen, så billederne ser så virkelighedstro ud som muligt.

Professionelle muligheder med LG G4's kamera

Som noget nyt i G4 har LG tilføjet et Manual Mode, der lader mere erfarne fotografer styre fokus, lukketid, ISO, eksponerings kompensation og hvidbalance.

LG G4 med forbedret kamera

Det er desuden muligt at gemme billederne i LG G4 i RAW-format, som giver stor fleksibilitet i efterbehandlingen.

Høj ydeevne og lang batteritid

Hjertet i LG G4 er Qualcomms nye Snapdragon 808 processor med X10 LTE, der både er hurtig og forholdsvis strømbesparende, så man snildt skulle kunne komme igennem en hel dags brug.

Der er 3 GB RAM i LG G4, og den vil blive sendt på markedet i 32 og 64 GB versioner, der dog kan udvides med yderligere 128 GB ved hjælp af et microSD hukommelseskort.

Batteriet, der er på 3.000 mAh, er desuden udskifteligt, så hvis det bliver lidt slidt efter længere tids brug, er der mulighed for at skifte det, hvilket langt fra er standarden på konkurrenternes mobiltelefoner.

Herudover har LG redesignet brugerfladen, så den fremstår mere simpel og intuitiv, og funktioner som galleriet og kalenderen er også blevet forbedret.

LG G4 med keramisk bagside

LG G4 kommer med Google Office præ-installeret, og man får 100 GB gratis lagerplads i to år på Google Drive med i købet.

Pris og tilgængelighed

Udrulningen af LG G4 starter i Sydkorea i dag, hvorefter resten af verden følger efter, og i Danmark ventes den at lande inden sommeren.

Læs også: Mobil sikkerhedsteknologi scanner dit øre

Prisen og en mere præcis dato vil blive offentliggjort tættere på lanceringen, men du skal nok forvente en pris omkring de andre top-smartphones på markedet.