LG's ekstreme topmobil vises frem i ny video

edbpriser.dk 12-05-46358 14:53

LG G3 bliver officielt præsenteret på tirsdag til et event i London, men sydkoreanerne kan dårligt vente med at vise verden deres nye flagskibsmobil, så nu har de frigivet endnu en video, hvor man får vidunderet at se.

Det er godt nok en video, der skal reklamere for det umiddelbart ganske smarte QuickCircle Case cover, som giver adgang til en hel stribe funktioner igennem et cirkulært vindue i coveret.

Men videoen, som du kan se herunder, starter med, at man ser LG G3 i uindpakket tilstand, og den lever meget fint op til de tidligere lækkede billeder fra Twitter-profilen @evleaks, som du kan se her på siden.

LG G3 i hvid fra @evleaks

Her kan man se, at LG G3 bliver en stilig mobiltelefon i metalkrop med en meget smal ramme omkring skærmen, der ifølge tidligere lækkede oplysninger bliver en ekstremt højopløst sag på 1440 x 2560 pixels fordelt på 5,5 tommer.

Læs også: Phablets salget eksploderer

Herudover lyder specifikationerne på 3 GB RAM, 32 GB indbygget lagerplads, et stort 3.000 mAh batteri og en Qualcomm Snapdragon 801 processor, der altså ikke bliver helt så stærk som den i Samsung GALAXY S5 Prime, hvis rygterne holder vand.

Som med så mange andre Android topmobiler for tiden bliver LG G3 også vandtæt efter IPX7 standarden.

LG G3 kan betjenes gennem QuickCircle Case coveret

QuickCircle Case coveret til LG G3, som kommer i fem forskellige farver, har et lille rundt vindue på fronten, hvor LG har klargjort nogle forskellige funktioner, der kan ses og for nogles vedkommende betjenes gennem det runde hul.

LG G3 QuickCircle Case farverne
LG G3 QuickCircle Case coveret kommer i disse farver.

Det spænder fra simple ting som at se klokken og beskeder til mere avancerede programmer som en fitness app og muligheden for at tage fotografier, foretage opkald og styre musik-afspilningen.

Læs også: Samsung vil scanne dit øje

Altsammen uden at åbne coveret, og LG har også et udviklerkit klar, så app-udviklerne kan finde på flere funktioner og udnytte muligheden for at betjene LG G3 gennem QuickCircle vinduet.

LG G3 QuickCircle Case funktioner fra @evleaks

QuickCircle vinduet lyser i øvrigt op i rammen, når der er nye beskeder, opkald eller notifikationer på mobiltelefonen.

Se QuickCircle Case coveret i LG's officielle video herunder, hvor du også finder selskabets første teaser-video af LG G3 flagskibet selv.

LG G3 QuickCircle Case coveret top

Via Pocket-lint.com