Lille fladskærm til den rastløse

edbpriser.dk 17-05-2010 06:32

Grundig er langt fra den bedst sælgende fladskærmsproducent i Danmark, selv om den tyske virksomhed byder på innovative løsninger.

Senest så vi en fladskærm, som du kunne fodre med en USB-nøgle og derefter gemme forskellige tv-optagelser.

Nu er Grundig klar med et 19 tommer tv ved navn Leemaxx, der er udstyret med et særligt bærehåndtag, som gør det nemt at flytte fjernsynet rundt i hjemmet.

Vægten er tre kilo - det samme som en velvoksen bærbar - og du slipper derfor formentlig for en tur til kiropraktor, selv om du slæber fjernsynet fra dit køkken og hen til børneværelset.

Leemaxx er udstyret med en fod, der sørger for, at tv'et holder balancen og kan stå på gulvet, køkkenbordet eller et helt tredje sted.

Det kan køre på 12 volt, og dermed kan du få liv i kassen, selv om du befinder dig på din lystyacht eller i din campingvogn.

Opløsningen er den lille HD-version på 1366 x 768 pixels, og fjernsynet kan bruges som pc-skærm, hvis du ikke gider se nyheder på DR1 eller danseshow på TV2.

Grundigs nye fjernsyn virker både med DVB-T (tv-signal fra antenne) og DVB-C (tv-signal fra kabel-tv).

Prisen for Grundig Leemaxx er 3.000 kroner, og det fås i fem forskellige farver som hvid/sølv og sort/rød.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på www.pcworld.dk