Lille og billig Windows PC fra Dell

edbpriser.dk 16-08-47349 05:13

PC fabrikanten Dell har netop præsenteret to nye mini computere, der går under fællesbetegnelsen Inspiron Micro.

De to mini PC'er vil komme til at koste omkring 1.500 og 2.000 alt efter indmad, når de kommer på det danske marked, og de vil dermed være at finde blandt de billigere mini PC'er på markedet i dag.

Den vigtigste forskel på de to computere ligger i valget af processor, da du vil kunne vælge mellem en Intel Celeron J1800 processor på 2,58 GHz eller en Intel Pentium J2900 procesor på 2,67 GHz, hvor Pentium udgaven er den kraftigere og derfor dyrere løsning.

Læs også: Derfor er Windows 10 den sidste version af Windows

Herudover er de to Dell Inspiron Micro modeller ens bestykket med 2 GB RAM, 32 GB SSD, HDMI ud, SD kortlæser, 1 USB 3.0 port og 3 USB 2.0 porte.

De har tillige begge indbygget hurtigt 802.11ac WiFi og Bluetooth 4.0, og så følger der en Windows 8.1 64-Bit licens med, der jo automatisk skulle blive opgraderet til Windows 10, når Microsoft sender den version ud til sommer.

Dell Inspiron Micro fylder ikke meget
Dell Inspiron Micro fylder ikke meget på skrivebordet.

Dell Inspiron Micro computerne er oplagte til normale arbejdsopgaver, internet surf og ikke alt for krævende gaming, i en formfaktor som ikke optager meget plads på skrivebordet, og hvor især prisen vil være en attraktiv faktor for mange.

Læs også: Microsoft giver dig fingeren i Windows 10

Dell Inspiron Micro er lige blevet lanceret på det amerikanske marked, hvor de også tilbyder forskellige bundles med tastatur, mus og skærm, men der er ikke oplyst en dansk lanceringsdato på nuværende tidspunkt.


Kilde: Liliputing