"LittleBigPlanet 2" til PlayStation 3: Sackboy er tilbage!

edbpriser.dk 11-05-2010 09:52

Sony Computer Entertainment Europe har lige annonceret fortsættelsen til det yderst succesfulde og prisvindende spil, "LittleBigPlanet" - og hvis traileren er noget at gå efter, kan du virkelig få afløb for din kreativitet med de mange fantastiske nye features.

Det er igen det engelske studie, Media Molecule, der står bag udviklingen af Sackboy og hans venners nye eventyr, og de har opdateret grafikmotoren til spillet, så du nu kan kreere hele spil i stedet for kun enkelte baner.

Du kan endda have spil i spillene, da traileren viser, hvordan du kan inkorporere racerbilspil, "Arkanoid", "Space Invaders" m.fl. som en del af dine baner, og det ser virkelig fantastisk ud.

Herudover byder på efterfølgeren på en helt ny historie, hvor du skal redde selve LittleBigPlanet, og så er der selvfølgelig masser af nyt tilbehør og udstyr til Sackboy.

2 millioner brugerskabte baner
Da "LittleBigPlanet" udkom i 2008 fik det ikke bare anmelderne til at gå amok i glædesrus - også spillerne tog spillet til sig og ikke mindst muligheden for at bygge sine egne baner og uploade dem og dele dem med andre over PlayStation Network.

Intet mindre end 2 millioner brugerskabte baner er det blevet til siden 1'erens udgivelse og med de mange nye muligheder, der kommer til i 2'eren, kan man kun gisne om, hvaf det imponerende tal nu kommer op på.

Se selv traileren herunder og glæd dig så til tredje kvartal i år, hvor "LittleBigPlanet 2" står til at udkomme.