Lollipop er endelig den mest populære Android version

edbpriser.dk 09-03-2016 09:41

Google har netop offentliggjort de seneste tal for, hvordan de forskellige Android versioner er fordelt på styresystemets enheder, og det er ikke opløftende tal for Android brugerne.

Hele 16 måneder skulle der gå, før Googles næstnyeste version af Android blev den mest populære, og det er endda kun lige akkurat, da Lollipop nu er på 36,1 procent af enhederne, mens versionen før den, KitKat, står for 34,3 procent.

Læs også: Google har skabt håndfri betaling

Den nyeste version kaldet Marshmallow, der blev lanceret i oktober 2015, er kun nået op på sølle 2,3 procent.

Android versioner i procent Q1 2016

Android brugerne går glip af det sidste nye

Hvis du har en velfungerende Android smartphone, kan du måske synes, at det er lige meget, at du ikke har modtaget den nyeste version af dit styresystem.

Men det er et problem, fordi mange af de største nyheder på smartphone-fronten i de seneste år kommer fra softwaren, og dermed går du glip af noget, når Google, mobilproducenterne og din teleoperatør ikke formår at levere den seneste version af Android til din mobil.

Det er for eksempel funktioner som altid lyttende stemmekontrol, forbedret kamera software og en bedre designet brugerflade, du først får på din mobil lang tid efter lanceringen, og måske endda først efter, at der er kommet en endnu nyere version.

Android 6.0 Marshmallow
Android 6.0 Marshmallow er kun kommet ud til 2,3% af enhederne.

Nye sikkerhedsfunktioner kommer ligeledes heller ikke ud til brugerne, og det har for nylig fået Hollands største forbrugerforening til at sagsøge Samsung på baggrund af de manglende opdateringer.

Læs også: Kinesisk smartphone kopierer både Samsung og Apple

Samtidig gør det arbejdet sværere for app-udviklerne, der skal have deres programmer til at virke på ti forskellige versioner af Android, og det kan desuden gøre det sværere for Google og mobilproducenterne at holde på kunderne, som kan være sikre på at få de nyeste funktioner hos ærkerivalens iPhones.


Kilde: Gizmodo