Lomme- og prisvenlig ASUS tablet

edbpriser.dk 20-05-2014 12:34

ASUS' MeMO Pad tablet-PC'er har længe været et attraktivt alternativ til Apples iPad og Samsungs GALAXY Tab modeller med ganske fine specifikationer og en yderst fornuftig prissætning.

Nu er det nyeste skud på stammen ved at være klar fra ASUS' produktionslinje, og den kommer til at hedde MeMO Pad ME176C - ja, det er sværere at give produkterne catchy navne, når man laver mange forskellige modeller...

Intel Bay Trail processor i ASUS MeMO Pad ME176C

ASUS og Intel har indgået et samarbejde, så det nu er Intel, der leverer processorer til ASUS' tablet-PC'er og mobiltelefoner, skriver AndroidCommunity.

Valget til ASUS MeMO Pad ME176C er derfor faldet på Intels nye Atom Z3745 SoC processor, der har fire kerner og opererer på hæderlige 1,33 GHz.

Læs også: Tynd supertablet, du roligt kan tage med i bad - anmeldelse af Sony XPERIA Tablet Z2

Dertil kommer, at Intels Atom processor er af den strømbesparende type, og ASUS MeMO Pad ME176C skulle derfor kunne klare at arbejde mere end 10 timer på en enkelt opladning.

Gode specifikationer til en god pris

De øvrige specifikationer lyder på en 7 tommer IPS skærm med gode betragtningsvinkler og en opløsning på 1.280 x 800 px, samt 1 GB RAM og enten 8 eller 16 GB indbygget lagerplads, der kan udvides med et microSD kort.

ASUS MeMO Pad ME176C

Med i prisen er også både et 5 MP bagudvendt kamera og en frontvendt 2 MP selfie-skyder, 802.11n WiFi, Bluetooth 4.0 og understøttelse af GPS.

Fra start kommer ASUS MeMO Pad ME176C med Android 4.4 KitKat med ASUS' nyligt præsenterede ZenUI brugerflade ovenpå, som de også bruger i deres nye ZenFone mobiltelefoner.

Læs også: Fem gode mini tablets

Prisen er ikke offentliggjort fra ASUS' side, men der er sluppet oplysninger ud om en startpris på $149 eller lige omkring 1.200 kroner, og til den pris kan man altså ikke bede om meget mere.

Lanceringsdatoen ventes at blive afsløret på Computex 2014 messen, der afholdes i starten af juni.