Mand vil bytte sit hus for en iPhone 6

edbpriser.dk 08-10-2014 09:38

Apples produkter er traditionelt meget eftertragtede, og der har været historier fremme om mennesker, som både ville sælge deres nyre og deres mødom for en iPad eller en iPhone.

Nu har Fox 2 News i USA en historie om en mand, som har haft sit hus i Detroit til salg så længe, at han er villig til at indgå en noget aparte byttehandel, skriver Übergizmo.

Læs også: iPhone 6 Plus koster 1.260 kroner i komponenter - sælges for 6.000 kroner

Efter at have sat prisen for huset ned fra $5.000 til $3.000, og der stadig ikke var nogle interesserede købere, kan hans ejendomsmægler nu fortælle, at sælgeren er villig til at bytte huset for en iPhone 6.

Adspurgt om det skal være en almindelig iPhone 6 eller den store iPhone 6 Plus, kan mægleren oplyse, at sælger helst vil have en iPhone 6 Plus, men at han er villig til at forhandle.

Til sidst i indslaget, som du kan se herunder, lader ejendomsmægleren endda en bemærkning falde om, at det måske er nok med en Android mobil.

Stor restskat i huset

Der er dog en hage ved dette ellers gode tilbud, og det er, at ejeren skylder $6.000 i skat på huset, så man får det altså ikke bare for værdien af en iPhone 6.

Ejendomsmægleren er med på joken om, at en eventuel køber kan forhandle om restskattens størrelse med iPhone 6 tilbehør som et headset eller noget skærmbeskyttelse, men mon ikke det ender med, at det noget ramponerede hus kommer på tvangsauktion indenfor det næste års tid.

Læs også: iPad Pro kommer måske med dobbelt styresystem

Men er du på udkig efter fast ejendom i Detroit, og har du en ny smartphone, som du ikke er helt tilfreds med, så er her altså en handel, der er værd at overveje.