Microsoft annoncerer Surface Pro 3

edbpriser.dk 22-05-2014 13:14

Microsoft er sikker i sin sag. Surface Pro 3 er den tablet, der endelig kan erstatte din bærbare computer. Microsoft havde dog de samme visioner for Surface Pro og Surface Pro 2, så om det projekt bliver en succes, må vi vente med at se, til den kommer på markedet.

Læs også: iPad får split-screen multitasking ligesom Microsofts Surface maskiner

Indtil da kigger vi her på, hvordan Microsoft Surface Pro 3 adskiller sig fra sin forgænger, og hvor godt Microsoft er sluppet fra opgraderingen.

Microsoft Surface Pro 3 har fået en endnu tyndere profil
Microsoft Surface Pro 3 har fået en endnu tyndere profil.

Tyndere med større skærm

Den nye Surface Pro er bare 9,1 mm tyk, hvilket er en imponerende ændring fra Surface Pro 2, der var 13,5 mm. Surface Pro 3 er faktisk det tyndeste hardware med en Intel Core-processor nogensinde, og Microsoft er da også hurtig til at gøre opmærksom på, at den er hele 30 % tyndere end Apples 11” MacBook Air.

Surface Pro 3 er ikke kun blevet tyndere, den er med sine 800 g faktisk også blevet en smule lettere, da Surface Pro 2 vejede 910 g. Den er desuden lavet af sølvfarvet magnesium, mens dens forgænger var lavet af mørkt titanium.

Microsoft Surface Pro 3 er lavet af sølvfarvet magnesium
Microsoft Surface Pro 3 er lavet af sølvfarvet magnesium.

En større skærm er den tredje bemærkelsesværdige ændring ved udseendet. Surface Pro 2 havde en skærm på 10,6”, mens den nye model har en på 12”. Det er dog ikke kun størrelsen, der er fiflet med. Billedformatet er nemlig også ændret fra 16:9 til 3:2. Tilsammen giver det 38 % mere skærmplads.

Som bekendt er det jo ikke kun størrelsen, det kommer an på, men opløsningen er med 2160 x 1440 bestemt også rigtigt godt med.

Surface Pro 3 er kraftigere, billigere og lever længere

Mens Surface Pro 2 højst kunne fås med en Intel Core i5 processor, tager Microsoft det nu et niveau højere og tilbyder en version af Surface Pro 3 med Intel Core i7 processor, omend man også kan vælge både i3 og i5.

Microsoft Surface Pro 3 kan stå i alle disse positioner
Microsoft Surface Pro 3 kan stå i alle disse positioner.

Med en hurtigere processor skulle man forvente et tab på batterilevetiden, men ifølge Microsoft kan Surface Pro 3 faktisk holde batteriet op til 20 % længere end tidligere modeller.

Læs også: Transportabel NAS går i skyen med eget WiFi og indbygget batteri

Den vejledende udsalgspris for Surface Pro 3 ligger omkring 6400 kr., hvilket faktisk er 500 kr. mindre end Surface Pro 2. Det er dog vigtigt at bide mærke i, at det er prisen for Core i3 modellen.

Microsoft Surface Pro 3 tastatur farver
Vælg selv farven på dit Microsoft Surface Pro 3 tastatur.

Alt i alt må det dog siges at være en imponerende opgradering af Surface Pro-serien. Den kan allerede forudbestilles i USA, og vi får den forhåbentlig til Danmark i starten af august i år.