Microsoft CEO: "Jeg er sikker på, at vi vil lave flere Windows phones"

edbpriser.dk 05-05-2017 08:10

De fleste har afskrevet Windows Phone som en del af smartphone markedet, efter at markedsandelen gik fra meget lille til forsvindende lille.

Microsoft stoppede også selv for udviklingen af flere Lumia mobiler i starten af 2017, hvilket ellers var deres smartphone brand efter opkøbet af Nokia.

Læs også: Syv år efter lanceringen af Windows Phone er det slut med Lumia: Hvad nu, Microsoft?

Dermed så det mere end sort ud for de få men dedikerede fans af Windows Phone platformen verden over - inklusive undertegnede - som havde forelsket sig i systemets lækre udseende og store brugervenlighed.

Et nyt håb

Nu er der imidlertid fornyet håb for Windows som en spiller på mobilmarkedet, da Microsofts CEO Satya Nadella i et podcast-interview på Marketplace.org fortalte om selskabets fremtidsplaner på mobilfronten.

Nadella sammenligner Microsofts planer for mobiltelefonen med deres Surface 2-i-1 computerprodukter, der nytænkte måden at lave en bærbar PC, der også kan fungere som en tablet, hvilket naturligvis også er takket være muligheden for at styre Windows 8 og siden 10 med touch input.

"Så når du spørger, om vi vil lave flere mobiltelefoner, er svaret, at jeg er sikker på, at vil lave flere mobiltelefoner, men de vil ikke se ud som de mobiltelefoner, du ser på markedet i dag", udtaler Nadella.

Microsofts fokus på det mobile marked lader til at bevæge sig mere mod firmaer, hvor integrationen med et eksisterende Windows system samt administration, sikkerhed og Continuum funktionen, der kan omdanne den mobile enhed til en stationær PC, alt sammen vil komme til sin ret.

Windows Phone Continuum funktion
Continuum funktionen omdanner den mobile enhed til en stationær PC.

Læs også: Ny Surface Laptop og Windows 10 S: Her er nyhederne fra Microsofts store event

Så der er begrundet håb om en Surface smartphone fra Microsofts hånd, men den vil være noget anderledes, end den mobil, du har nu, og et lanceringstidspunkt lader ikke til at være nært forestående.


Via: WindowsCentral